
Fra et valgsted i Gribskov kommune. En af de kommer der endnu ikke har fundet deres borgmester. - Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Her er knuderne i resterende kommuner uden en borgmester
Der er fortsat stor aktivitet i de kommuner der ikke endnu har en borgmester på plads.
Udgivet: 19/11/2025
En håndfuld kommuner er ikke kommet det sidste stykke over målstregen med at finde en borgmester. Her er hvad der er på spil og hvad de værste forhindringer umiddelbart ser ud til at være:
Helsingør:
Det var ellers klart på valgnatten, at Thomas Horn (S) ville snuppe borgmester posten fra de konservatives Benedikte Kiær, efter at moderaterne ved Bergur Løkke Rasmussen havde valgt rødt frem for blåt. Men en fintælling onsdag flyttede et mandat til de Konservative, der giver blå blok et flertal. Det er nu op til partierne at lave en ny konstitueringsaftale. Der skal være endnu en eftertælling onsdag.
Solrød:(( Opdateret 19/11 20.55 Emil Blücher fra Liberal Alliance bliver genvalgt som borgmester i Solrød Kommune. De Konservative, Danmarksdemokraterne, VoresSolrød og Havdruplisten indgår i konstitueringsaftalen og danner det flertal, der sikrer Liberal Alliance borgmesterposten.))
Det første støv har lagt sig efter en intens valgaften i Solrød, men kampen om borgmesterposten er langt fra afgjort. Liberal Alliance blev klart største parti med syv mandater, men Emil Blücher mangler stadig opbakning til at sikre borgmesterkæden og søger derfor bredere støtte. Venstre, med Kim Kliver i spidsen, står med fire mandater og bliver en central brik i forhandlingerne, mens Socialdemokratiet går tilbage og ender med kun to mandater. Forhandlingerne fortsætter, og flere partier kan stadig få en afgørende rolle i, hvem der ender med at lede Solrød.
Albertslund:((Opdateret 19/11 20.20 - der er nu indgået en aftale hvor K får borgmesterposten baseret på især socialdemokratiske mandater))
I Albertslund blokerer SF og Socialdemokratiet hinanden i kampen om borgmesterposten, selv om der er et klart rødt flertal. Gamle svigt fra sidste valg præger forhandlingerne, og striden åbner mulighed for, at et helt tredje parti kan ende med borgmesterkæden.
Ballerup:
Efter valget indledte borgmester Jesper Würtzen (S) og SF’s spidskandidat Simon Knudstrup forhandlinger om en mulig konstituering. De mødtes tirsdag aften og forhandlede stort set hele natten uden at nå en aftale. Parterne har derfor aftalt at holde en pause og genoptage forhandlingerne senere onsdag. Ifølge Jesper Würtzen bliver processen nu udvidet, så alle partier i kommunalbestyrelsen er inviteret med i afsøgningen af mulige flertal. Hvert parti skal fremlægge sine ønsker, hvorefter man vil forsøge at finde en bred løsning. Forhandlingerne ventes at fortsætte i løbet af det kommende døgn.
Lolland:
Der er eftersigende en aftale på bordet i Lolland, Hvor 19 mandater ud af 25 har forhandlet om en aftale. De sidste 6 mandater tilhører socialdemokraterne og den sidende borgmester, Holger Schou Rasmussen (S). Aftalen skal nu gennemses og gennemlæses af diverse politiske bagland. Flere af partierne bag aftalen har inviteret S til at være med.
Sorø:
Sjællandske Nyheder erfarer onsdag aften, at der nu er bevægelse i forhandlingerne i Sorø. Enhedslisten og Radikale Venstre er i dialog med Socialdemokratiet, SF og Konservative, og flere partier siges at rykke sig på centrale politiske områder. Forhandlingerne beskrives dog som skrøbelige, og intet er afgjort endnu.
Gribskov:((Opdateret 19/11 19.10 - Trine Egetved (K) er borgmester i Gribskov. Det er en aftale, der er lavet mellem Konservative, Venstre, Nyt Gribskov, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Socialdemokratiet.))
Det er angiveligt kun Trine Egetved (K), der kan tælle til 12 mandater i Gribskov. Hun har et foreløbigt flertal i Gribskov med støtte fra Radikale Venstre. Men der er ikke nogen endelig aftale på plads, og forhandlingerne om konstitueringen vil blive genoptaget onsdag aften.
Middelfart:(( Opdateret 19/11 20.35 - Middelfart er kommet med på listen fordi S ikke længere har et flertal bage deres kandidat
Et historisk borgmesterkup er under opsejling i Middelfart, hvor Socialdemokratiets Ulla Sørensen pludselig er skiftet til Venstre. Skiftet kan vælte Johannes Lundsfryd Jensens ny indgåede flertal og gøre Ulla Sørensen til ny borgmester, hvis en bred gruppe af oppositionspartier samler sig om hende.
Sidst opdateret: 19/11/2025 - 21:01









































