Kontanthjælpsreformen puster til særlig skævt element i udligningssystemet
Særligt kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister flytter fra byerne og til yderkommunerne. Men det er udligningssystemet ikke gearet til, lyder kritikken.
Udgivet: 03/11/2025
Manglende huslejehjælp i regeringens kontanthjælpereform kan betyde, at endnu flere borgere må flytte ud af de største byer og mod kommuner med lavere husleje og lavere leveomkostninger.
Særligt Lolland Kommune har stået i den modtagende ende af den tendens de seneste år. Imens borgmesteren vurderer, at de nyeste kontanthjælps-stramninger vil få konsekvenser for et sted mellem 60 og 70 borgerene i hans kommune, så ser han med endnu større bekymring ud over kommunens grænser:
"Regeringens hjælp er helt utilstrækkelig, så vores største bekymring er dem, der kommer udefra. Hvis flere bliver smidt ud af de dyrere områder og flytter hertil, så vokser tallet hurtigt – og så bliver det os, der står med regningen,” siger borgmester Holger Schou (S).
"Jeg frygter helt ærligt, at det her kommer til at ramme en masse familier i hovedstadsområdet. Vi taler angiveligt om 1.300–1.400 familier, som mister en del af deres indtægt. Og når man er i den situation, så er der kun få steder, man kan skære: på boligen og på mad. Det er de to store poster, når man lever på kanten," uddyber borgmesteren.
Efter voldsom kritik af regeringens kontanthjælpsreform, der blev indført 1. juli i år, vil regeringen nu hjælpe dem, der mærker de største konsekvenser af reformen. Men de 15 mio. kr., som regeringen vil hjælpe med, kommer ikke til at gøre nogen større forskel.
Stigende boligpriser og stramninger af overførselsindkomsterne har de seneste år betydet, at flere og flere socialt udsatte borgere søger ud af hovedstadsområdet. I stedet drager de blandt andet sydpå mod lavere kvadratmeterpriser, og det er noget, der kan mærkes på de kommunale budgetter.
For selvom udligningssystemet fanger nogle af bevægelserne, så er de udligningsbeløb, som kommunen modtager, et gennemsnitsbeløb. Og beløbet kan sjældent måle sig med den faktiske udgift, kommunen ender med. Der er nemlig typisk tale om en gruppe af borgere, der er længst fra arbejdsmarkedet, og som har de største sociale problemer.
Årelang tendens
Tendensen, som borgmesteren beskriver, har været kendt længe. Tilbage i 2021 udkom en rapport fra det daværende Indenrigs- og Boligministerie, der konkluderede, at en række yder- og landkommuner, var særligt udsatte, når det kom til de socialt skæve flyttemønstre.
"En række kommuner har en relativt stor koncentration af borgere, der er langtidsforsørgede, arbejdsløse, lavtuddannede mv. Flyttemønstrene, der bl.a. skal ses i sammenhæng med kvm. prisen på boliger, øger isoleret set koncentrationen af disse borgere," stod der i rapporten dengang.
Og den udvikling fanger udligningssystemet ikke i tilstrækkelig grad, lyder kritikken.
"Udligningen tager slet ikke højde for den her type bevægelser. Man kunne tro, at den gør, men det gør den ikke i særlig høj grad. Systemet er bygget op omkring de socioøkonomiske kriterier, der blandt andet handler om, hvor mange almene boliger man har. Men det siger jo ikke noget om, hvem der bor i dem. I København bor der sygeplejersker, skolelærere og politifolk i de almene boliger – det er ikke dem, der bliver ramt af det her," siger Holger Schou.
Men de skæve sociale flyttemønstre er samtidig et yderst kompliceret regnestykke at sætte to streger under.
For det første foregår der også en mindre netto-tilflytning af ydelsesmodtagere til de store byer. Det har der historisk altid gjort, og det komplicerer det samlede regnestykke.
For det andet, så er det vanskeligt at sætte et præcist beløb på de flyttende borgere. En ting er udgifterne til kontanthjælp eller anden ydelse efter refusion, men udgifterne til indsatserne 'rundt om borgerne' skal også tælles med. For det tredje, så er der en udligningseffekt, men den kommer på bagkant, og udgiftsbeløbet er beregnet ud fra et landsgennemsnit.
I kortet herunder kan du se de beregninger vi lavede på NB-Økonomi da rapporten udkom. Vi lavede beregningerne med udgangspunkt i en gennemsnitlig udgift på 140.000 kroner pr. kontanthjælpsmodtager og førtidspensionist, som cirka svarer til den gennemsnitlige udgift til ydelsen efter statsrefusion. Kortet tager altså ikke højde for den efterfølgende effekt i udligningssystemet.
(Artiklen fortsætter under kortet.)
Uvist hvordan hjælpe-millioner skal fordeles
Efter flere måneders kritik har regeringen annonceret en hjælpepakke på 15 millioner kroner, der skal rede de mest udsatte kontanthjælpsmodtagere fra at gå fra hus og hjem. Men det er slet ikke nok, mener Holger Schou.
"Der er jo lagt 15 millioner kroner ind som kompensation til kommunerne. Det lyder måske meget, men fordelt på 78 kommuner, så er det jo næsten symbolsk. Vi får 0,7 procent af det beløb, så det rækker ikke langt.”
Det bliver derfor afgørende, hvordan pengene fordeles, tilføjer borgmesteren.
“Jeg ved ikke engang, hvordan de penge bliver fordelt – om det er efter bloktilskud eller efter, hvor mange borgere man har på kontanthjælp. Hvis det sidste er tilfældet, bliver det endnu mere skævt. Det minder mig om diskussionen om daginstitutioner, hvor nogle vil fordele efter børnetal og andre efter indbyggertal. De rige kommuner vinder hver gang."
Sidst opdateret: 03/11/2025 - 13:32









































