
- Foto: Fra øverste venstre, med uret: Aasmul Anneli/Høje Taastrup Kommune, Venstre, Preben Stentoft/Favrskov Kommune, Skanderborg Kommune
Landets forældre kan ikke regne med regeringens løfte om nedsat forældrebetaling
En række kommuner forventer ikke at nedsætte forældrebetalingen til daginstitutioner til maksimalt 21,3 procent fra januar 2026, som ellers er intentionen i regeringens børneudspil.
Udgivet: 30/10/2025
Regeringen vil med sit børneudspil, der er en del af finanslovsaftalen for 2026, nedsætte forældrebetalingen fra maksimalt 25 procent til maksimalt 21,3 procent. Pengene er i 2026 afsat med den aftale om en finanslov, som regeringen har indgået med De Konservative. Problemet er bare, at der endnu ikke er en lov, der ændrer de forhold, som der er afsat penge til – en lov, der angiveligt ikke kan nå at blive vedtaget før engang i 2026.
Når det så for mange kommuners vedkommende også er et udspil, der er underfinansieret, har flere kommuner på nuværende tidspunkt valgt at opretholde en forældrebetaling på 25 procent. Det gør man eksempelvis i Høje Taastrup Kommune:
"Det er meget uheldigt, at når man har lovet forbedringer, som det her jo er, at det så ikke er ordentligt finansieret. Det er jo noget, regeringen må sørge for. Det er jo i særlig grad et problem, når det kommer, efter at vi har vedtaget vores budgetter. Det ville jo have været noget nemmere at gøre det her i forbindelse med økonomiaftalen med regeringen (ultimo maj, red.). Vi har valgt at holde forældrebetalingen på 25 procent, fordi der ikke er nogen lovændring. Det er lidt for smart, at regeringen kommer med et udspil så sent – det burde være afklaret i god tid inden," siger fungerende borgmester i Høje Taastrup, Kurt Scheelsbeck (K).
I Skanderborg vil man bruge de penge, der kommer fra regeringen, til at nedsætte forældrebetalingen, men hvis der kommer for få penge, så vil det kunne aflæses på forældrebetalingsprocenten, siger borgmester Frands Fischer til NB-Økonomi:
"Jeg er selvfølgelig træt af, at vi får at vide, at udspillet er fuldt finansieret, og så er det det ikke alligevel for en kommune som vores. I budget 2026 har vi aftalt at de penge vi får fra staten på de forskellige reformområder også skal bruges på områderne, så derfor forventer jeg at også kommer vi til at bruge det vi får på at nedsætte forældrebetalings-procenten. Så må vi se hvor langt pengene rækker, og når loven kommer, så må vi sammen med budgettet for 2027 se på hvordan vi kommer i mål" siger han.
Samme holdning har man i Greve, hvor borgerne får lige præcis det, regeringen er villig til at betale:
"Altså helt generelt er jeg tilhænger af rene linjer, og det synes jeg ikke helt, der er tale om her – og det gælder i øvrigt også, hvad angår minimumsnormeringer, hvor det ser ud til, at vi også som kommune skal have nye penge op af kassen for at overholde loven. Hvad angår nedsættelse af forældrebetalingen, ser det også ud til at koste os penge her i Greve Kommune. Hvor meget afhænger af, hvilken model man benytter i udmøntningen. Hvis udmøntningen sker efter børnetallet, ser det ud til, at kompensationen fra statens side rækker i Greve Kommune. Men hvis det sker efter indbyggertallet, skal vi have omtrent 1,5 mio. kr. op af kommunekassen for at leve op til loven. Og jeg bliver bare nødt til at sige, at vi ingen frie midler har i vores drift. Så hvis noget er underfinansieret og er lovgivning, så kommer vi til at spare andre steder – og det synes jeg ikke er rimeligt," siger Greves borgmester, Pernille Beckmann (V).
Hos forældreorganisationen FOLA bliver man kraftigt skuffet, hvis ikke taksterne for forældrebetaling er rykket ned på 21,3 procent til januar:
"Hvis taksterne ikke er nede på maks. 21,3 procent i alle kommuner januar 2026, så har regeringen jo lovet mere, end de kan holde. Det kan jo ikke være rigtigt, at politikere fra regeringen er ude på SoMe og fortæller, at de vil gøre det ene og det andet for børnefamilierne – og så sker det ikke. Og det kan jo heller ikke være rigtigt, at de ikke sender nok penge ud. Det ville da klæde regeringen i det mindste at tilføre nok midler, så kommunerne ikke skal finde pengene fra andre områder. Og så mener jeg, at man må sikre, at de her midler ikke bliver udbetalt efter folketal – det skal være efter børnetallet, ellers bliver det alt for skævt for de børnerige kommuner," siger formand for FOLA, Signe Nielsen.
Sidst opdateret: 10/11/2025 - 11:47









































