
Kommunernes realforbrug efter demografi er stadig under rekordåret 2010, men stiger støt
Kommunerne er på 15 år ikke nået tilbage på samme forbrug, som under forbrugsfesten i 2010, hvis der korrigeres for demografi og inflation.
Udgivet: 28/10/2025
Der er to vidt forskellige fortællinger om udviklingen i kommunernes økonomiske rammer, som er objektive sande.
- Hvis man ser på udviklingen siden alle tiders forbrugsfest i 2010, så halter de kommunale budgetter stadig solidt efter - de er faktisk stadig næsten fem milliarder lavere, når man korrigerer for inflation og den demografiske vækst.
- Hvis man derimod tager udgangspunkt i 2011 efter de massive nedskæringer i kølvandet på finanskrisen, så havde kommunerne i 2024 næsten seks milliarder kroner mere.
Det viser nye data for kommunernes forbrug og den demografiske udvikling, som Finansministeriet har sendt til Folketinget, som svar på et spørgsmål fra Pelle Dragsted (EL).
Historien om udviklingen i kommunernes forbrug efter korrektion for ændret demografi (at der kommer flere især ældre) deler sig reelt i tre faser.
Store udsving i forbruget frem mod 2026
Store nedskæringer efter budgetfesten i 2010 betød et markant fald i kommunernes forbrug i 2011, men herefter steg kommunernes realforbrug langsomt under Thornings S-ledede regeringer frem til 2015.
Fra 2017-2020 under VLAK_regeringen og starten af Mette Frederiksens nye S-regering steg kommunernes udgifter mindre end demografi og priser.
Fra 2021-2023 stoppede faldet og blev erstattet af en situation, hvor det kommunale realforbrug steg lidt hurtigere end demografien, hvis man vel at mærke udjævner udsvingene i forbindelse med COVID-19 krisen.
Siden 2024 sætter de usædvanlige gode kommuneaftaler - eller sporskiftet som både KL og regeringen kalder det - deres klar spor i form af en pæn vækst. Og ud fra økonomiaftalen for 2025 og 2026 peger alt på, at den udvikling fortsætter.
Specialiserede socialområde er ikke regnet med
Mens Finansministeriet har korrigeret for de stigende udgifter til flere ældre og i perioder til flere børn, så er der ikke taget højde for de markant stigende udgifter til det specialiserede socialområde, som typisk er steget med 1,5 milliarder kroner om året.
Hvis man korrigerer for det, så står det klart, at væksten i kommunernes udgifter på syv milliarder kroner siden
2020 end ikke har kunnet dække det specialiserede socialområde, og derfor har der været et faldende forbrug på de resterende poster i de kommunale regnskaber.
Modsat har Finansministeriet ikke indregnet den produktivitetsgevinst, som man formalt forudsætter i alle organisationer, ligesom man heller ikke har indregnet opdriften på en lang række andre områder.
Sidst opdateret: 28/10/2025 - 13:07









































