
Martin Damm glæder sig over, at borgmestrene med enighed om fordeling af service- og anlægsrammer sender et klart signal til regeringen om, at kommunerne kan blive enige, når regeringen indgår en god økonomiaftale. - Foto: Arne Ullum/ NB-Medier
Damm: God økonomiaftale sikrede enighed om budgetrammer trods svære odds
Borgmestre ønsker ifølge KL-formand at sende klart signal til regeringen, at når økonomiaftalen er god, så kan kommunerne blive enige om fordeling af budgetrammer.
Udgivet: 29/09/2025
Der mangler kun sølle to millioner kroner, for at de kommunale budgetter overholder de aftalte rammer for service og anlæg, som KL har aftalt med regeringen. Og samtidig overholder kommunerne ikke alene aftalen om skatteforhøjelser – for første gang i mange år sætter kommunerne i 2026 samlet skatten ned med små 400 millioner kroner.
Ifølge KL-formanden kom aftalen i hus, efter en række kommuner firede lidt på deres ønsker
Det er ifølge KL's formand, Martin Damm, resultatet af de forhandlinger mellem landets borgmestre, som reelt blev afsluttet i torsdags. Nu skal kommunerne lige bekræfte aftalen i de endelige indberetninger, og så ender det erfaringsmæssigt nok med, at de to millioner kroner, som er uendeligt lidt i den samlede kommunale økonomi, også er forsvundet.
"Vi ville ligge mere skævt (end de to millioner), hvis vi havde taget indberetningen, der var forud for mødet. Men fra indberetningen og frem til mødet var der givet tilsagn fra en række kommuner om, hvor de ville ende. Og så var der nogen, der på mødet bevægede sig lidt," siger Martin Damm.
Fredligere end andre gange
Det var et mere fredeligt borgmestermøde end det nogle gange er, og ifølge Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen (V), er der blevet arbejdet hårdt i kulissen fra KL's side med at få puslespillet med 98 kommunebrikker til at falde på plads:
"Det er mit indtryk, at der er blevet ringet rundt til alle økonomichefer, og at puslespillet nærmest var lagt, inden vi borgmestre holdt borgmestermødet i sidste uge."
Det lille, der skulle justeres på borgmestermødet i torsdags, er også faldet på plads:
"Vi plejer at være duksen, men vi er vist gået en lille smule over. Men vi har også været med til at få det hele til at passe. Vi har aftalt at flytte investeringer for 20 mio. kr. ud af 2026-budgettet – altså alt andet lige byrådet går med til det," siger Jens Ejner Christensen (V).
God økonomiaftale gør fordelingen lettere
Umiddelbart kan det overraske, at fordelingen af service- og anlægsrammer har været så stilfærdig i et år, hvor der både er kommunalvalg og masser af penge i kommunekasserne. Martin Damm anerkender, at der var latent risiko for en svær proces, men peger på et andet hensyn, som var vigtigere for borgmestrene.
"Med sådan en god økonomiaftale, der skruer anlæg op med et par milliarder og løfter servicerammen, så ville det være fjollet, hvis vi gav Finansministeriet et godt argument for, hvorfor de ikke skulle lave sådan en god aftale en anden gang," siger Martin Damm, der roser kommunernes store ansvarlighed i processen.
Martin Damm peger også på, at den gode økonomiaftale alt andet lige gjorde det nemmere at få aftalt fordelingen, fordi der var plads til vækst.
Selvbudgettering bliver kun for få kommuner
De seneste år har det givet spændinger mellem borgmestrene, at nogle af de fattigere kommuner tabte store beløb på grund af vækstkommunernes brug af selvbudgettering. Men efter KL og regeringen i foråret aftalte en justering af reglerne for selvbudgettering, så er der i år ganske få kommuner, som vælger at selvbudgettere i 2026.
"Der er ikke mange, der løber ned ad den vej, og det er typisk de kommuner, der forventer en større vækst i folketallet end den, der fremgår af statsgarantien," siger Martin Damm.
Sidst opdateret: 29/09/2025 - 13:10









































