
- Foto: Søren Steffen/Ritzau Scanpix
Ændring af planlov skal give flere boliger i landdistrikterne
Regeringen vil ændre planloven, så kommuner kan flytte byggeretten for nedrevne huse i landzonen. Målet er at fastholde borgere, tiltrække nye og styrke bosætningen i landdistrikterne
Udgivet: 22/09/2025
Regeringen og flere partier i Folketinget lægger op til en ændring af planloven, der skal gøre det muligt at opføre nye boliger i landzone som erstatning for huse, der nedrives. Målet er at modvirke affolkning i yderområderne og styrke bosætningen i landdistrikterne.
De nuværende regler har betydet, at en bolig i det åbne land kun kan erstattes med en ny, hvis byggeriet sker kort efter nedrivning og på stort set samme sokkel. Det har gennem årene ført til et markant fald i antallet af boliger i landzone, da mange huse enten var utidssvarende, dårligt placeret eller fjernet i forbindelse med etablering af energianlæg og infrastruktur.
Til Ritzau siger Minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin:
"Regeringen vil skabe et Danmark i bedre balance. Når kommunerne får mulighed for at flytte byggeretten, kan familier blive boende i lokalsamfundene, samtidig med at vi tiltrækker nye borgere med tidssvarende og mere attraktivt placerede boliger"
Nye muligheder for kommunerne
Med de nye regler får kommunerne mulighed for at udstede en ny byggeret for hver bolig, der nedrives i landzone – dog med begrænsninger, så der ikke kan bygges i områder med naturbeskyttelse, langs kysterne eller tæt på landbrug og erhverv, hvor der er lugt- og støjgener. Dermed kan nye boliger i stedet placeres mere attraktivt inden for kommunegrænsen. Ifølge ministeren bag forslaget skal ændringen give familier bedre muligheder for at blive boende i de mindre lokalsamfund, og samtidig øge kommunernes chancer for at tiltrække nye borgere.
Fra Landdistrikternes Fællesråd lyder det, at ændringen er et vigtigt redskab til at modvirke den gradvise udhuling af beboelsen i landzonen. Rådet peger på, at tusindvis af boliger allerede er forsvundet de seneste 10–20 år, og at det har haft alvorlige konsekvenser for mange lokalsamfund. Man fremhæver, at muligheden for at flytte byggeretten vil kunne skabe mere attraktive bosætningsmuligheder, hvilket kan være afgørende for, at nye beboere vælger at flytte til. I en pressemeddelelse udtaler formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard:
"Når boliger i landzonen rives ned på grund af dårlige placeringer eller store energianlæg, risikerer vi at fjerne grundlaget for lokale børnehaver, skoler og butikker – og dermed sætte gang i en negativ spiral. Med de nye muligheder kan kommunerne i stedet skabe attraktive bosætninger, der giver liv og balance i lokalsamfundene
Sammenhæng med den grønne omstilling
Forslaget hænger tæt sammen med de store arealforandringer, der følger af Den Grønne Trepart. Når der udtages landbrugsjord, etableres vådområder eller opsættes nye energianlæg, kan det ofte betyde, at boliger må fjernes. Ifølge ministeren bør borgerne i de situationer have bedre muligheder for at få en ny bolig et andet sted i kommunen, så de fortsat kan blive en del af lokalsamfundet.
Landdistrikternes Fællesråd ser også en klar fordel i denne fleksibilitet. Organisationen vurderer, at de nye regler vil reducere en af de store bekymringer ved de mange energiprojekter, nemlig at nedrivning af boliger kan føre til en negativ spiral, hvor der forsvinder så mange borgere, at det lokale grundlag for skoler, børnehaver, foreninger og butikker ryger med.
Ændringen er ifølge både ministeren og landdistrikternes repræsentanter derfor et skridt mod et Danmark i bedre balance. Hvor det hidtil har været svært at sikre attraktive boligplaceringer i landzonen, åbner lovændringen mulighed for, at nye boliger kan placeres på en måde, der både tager hensyn til naturen og samtidig understøtter bosætning og udvikling i de mindre lokalsamfund.
Sidst opdateret: 22/09/2025 - 11:21









































