
Finansminister Nicolai Wammen (S) lover større økonomisk lighed mellem kommunerne til de mange borgmestre, som de seneste dag har udtrykt utilfredshed med, at København har så stærk en økonomi, at kommunen ifølge den socialdemokratiske spidskanidat kan love gratis daginstitutionerne til hovedstadens vælgere. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Wammen til kritiske borgmestre: Reform vil give mere lighed mellem kommuner
Wammen balancerede mellem ikke at kritisere København og samtidig love utilfredse borgmestre større økonomisk lighed i fremtiden. Læs her, hvad ministeren præcis svarede utilfredse borgmestre.
Udgivet: 29/08/2025
Finansminister Nicolai Wammen kom fredag med et svar til de mange borgmestre, som har udtrykt frustration over, at Københavns Kommune ifølge deres opfattelse har så mange flere penge end andre kommuner, at hovedstadskommunen kan tilbyde borgerne en markant bedre service end andre.
Kritikken har været båret af, at Københavns ifølge den socialdemokratiske overborgmesterkandidat har råd til helt at fjerne forældrebetalingen på daginstitutioner og samtidig er der kommet et notat fra kommunens økonomiforvaltning, som bekræfter at kommunen indenfor den eksisterende økonomi kan sænke skatte med 0,42 procentpoint og dermed få landets suverænt laveste skatteprocent på 23,08 procent.
"Københavns Kommune er kommet med et forslag [om at fjerne forældrebetalingen] , og så vil man jo også finansiere det inden for Københavns Kommunes økonomi, og andre kommuner kan komme med forslag og finansiere det inden for deres økonomi. Det ændrer ikke på, at der helt overordnet er brug for et mere retfærdigt og balanceret udligningssystem end det, vi har i dag, og den proces er gået i gang," lød det fra finansministeren.
Wammen understregede, at han ikke derudover ville kommentere på den kritik af den meget stærke økonomi hos Københavns Kommune, som i skiftende form er kommet fra et meget bredt udpluk af landets borgmestre fra borgmestre i alt fra rige nordsjællandske kommuner, Vestegnen, provinskommuner og i en mere indpakket form fra borgmesteren i Aarhus.
"Der vil utvivlsomt komme mange forskellige forslag fra mange forskellige kommuner i den kommende tid. Jeg kommer ikke til at stå og kommentere på enkeltforslag fra enkeltkommuner. Men helt grundlæggende, så har vi sat en proces i gang med henblik på, at vi skal have et mere retfærdigt udligningssystem, end det vi har i dag. Fordi der er sket meget siden vi lavede den seneste udligning. Og vi har et ønske om, at alle kommuner i Danmark, uanset om man ligger nord eller syd, øst eller vest, er stor eller lille, kan give en rigtig god service og kvalitet og velfærd til borgerne. Og det er det, der vil være målet også med den udligningsreform, vi laver næste gang," siger Nicolai Wammen.
Sidst opdateret: 29/08/2025 - 13:17









































