22 kommuner får særtilskud - 15 kommuner får ikke
Indenrigsministeriet har - tidligere end normalt - fordelt 800 millioner kroner til 22 særligt vanskeligt stillede kommuner. Otte kommuner får mere eller mindre end sidste år.
Udgivet: 22/08/2025
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i dag meldt ud, hvilke kommuner der får særtilskud i 2026. Ministeriet fordeler 799,1 millioner kroner næste år - samme beløb som i 2025 - og de 22 modtagerkommuner er nøjagtigt de samme som ved seneste fordeling på trods af, at yderligere 15 kommuner rakte ud efter pengene.
Udmeldingen kommer en uge tidligere end tidligere år. Noget kommunerne blev lovet i årets økonomiaftale.
Lolland Kommune modtager godt en fjerdedel af puljen, mens Bornholm og Langeland er de eneste øvrige kommuner, der får over 50 millioner kroner i tilskud.
To af kommunerne, Morsø Kommune og Bornholms Regionskommune, modtager en del af tilskuddet gennem et udviklingspartnerskab, der på forhånd garanterede kommunerne henholdsvis 20 og 50 mio. kr.
Generelt er der små bevægelser på listen over modtagere. Guldborgsund får syv mio. kr. mere end sidste gang, og Odsherred, Faaborg-Midtfyn og Norddjurs tildeles også et større særtilskud, mens Hjørring, Bornholm, Vordingborg og Albertslund kommuner må klare sig med 3-5 millioner kroner mindre, når der skal forhandles budgetaftaler på plads de kommende uger.
37 kommuner havde ansøgt om samlet 1,93 milliarder kroner fra puljen til særligt vanskeligt stillede kommuner. I øvrigt levede ministeriet op til løftet om at offentliggøre særtilskuddet tidligere end normalt, hvilket har været et stort ønske fra kommunerne.
Sidste år fik kommunerne besked den 30. august.
Sidst opdateret: 22/08/2025 - 14:37









































