Rådvilde borgmestre savner klar retning for nødberedskab

Flere borgmestre langer ifølge Jyllands-Posten ud efter beredskabsministeren. De føler sig glemt og ignoreret.

Udgivet: 22/05/2025

Del artiklen:

Der mangler en plan for, hvordan danske kommuner skal agere ved en eventuel krise.

Det får nu flere borgmestre til at rette kritik af den danske beredskabsminister, Torsten Schack Pedersen (V).

Det skriver Jyllands-Posten, der blandt andet har talt med Johannes Lundsfryd Jensen, der er socialdemokratisk borgmester i Middelfart og formand for Klima- og Miljøudvalget i Kommunernes Landsforening, KL.

- Vi savner lederskab. Det skaber utryghed og usikkerhed blandt borgerne, når der ikke er en plan, lyder det ifølge dagbladet.

KL har ifølge borgmesteren flere gange gjort ministeren opmærksom på, at kommunerne føler sig udfordrede, når det kommer til den lokale oprustning.

Blandt andre også borgmesteren i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær (K), har samme oplevelse.

Hun siger til Jyllands-Posten, at hendes indtryk er, at der ikke er nogen interesse for kommunerne hos ministeren.

Fraværet af en konkret plan betyder, at personer i hver deres kommune kan være stillet forskelligt ved en eventuel krise, fordi beredskabet i en kommune kan være bedre end i en anden kommune.

Torsten Schack har ikke ønsket at stille op til interview i forbindelse med kritikken. Det lyder dog i et skriftligt svar til Jyllands-Posten, at han oplever "god dialog" med KL og andre ministerier, når det kommer til rådgivning af kommunerne.

Danmarks 98 kommuner modtog i begyndelsen af april et brev fra Styrelsen for Samfundssikkerhed med opfordring om at styrke nødberedskabet.

Opfordringen kom i kølvandet på en rapport, der vurderede det danske risiko- og trusselsbillede til at være det mest alvorlige siden Anden Verdenskrig.

Kommunerne blev i den anledning blandt andet anbefalet at have adgang til kritiske ressourcer som el, vand og varme samt andet ved nedbrud.

Men allerede på det tidspunkt efterlyste Johannes Lundsfryd Jensen mere konkrete retningslinjer.

- Det er et godt første skridt. Men det næste skridt er at få det konkretiseret. For eksempel hvor længe vi skal have et beredskab til at passe på ældre og sårbare borgere. Er det tre, fem eller syv dage?

- Og hvad med dem, der får leveret mad derhjemme af en privat aktør? Er det så den private aktør eller kommunen, der skal have et madberedskab? Vi har brug for at få de svar frem i lyset både af hensyn til borgerne og kommunen, sagde han.

/ritzau/

Sidst opdateret: 22/05/2025 - 13:55

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]