
Kommunekredit sænker renten efter ny aftale med staten. - Foto: Kommunekredit
Kommuner og regioner der optog fastforrentet lån i 2024 skulle have ventet
Kommunekredit sænker renten efter ny aftale med staten. Fremover vil Kommunekredit hente sin finansiering via staten i stedet for obligationsmarkedet. Besparelsen skal styrke den kommunale økonomi – men gælder kun fremadrettet.
Udgivet: 05/05/2025
Nu kan kommuner, regioner og deres selskaber låne billigere hos Kommunekredit. Det sker som følge af en ny aftale med staten, der giver Kommunekredit adgang til statens lavere finansieringsomkostninger. Aftalen betyder, at kommunerne fremover kan spare op mod en halv procent i rente på nye lån og leasingaftaler.
"Det her er til samfundets bedste. Kommuner og regioner kan nu låne billigere – og det er en god ting for hele det danske samfund," siger Jens Lundager, administrerende direktør i Kommunekredit, til NB-Økonomi.
Aftalen indebærer, at Kommunekredit fremover finansierer sig via Nationalbanken, der på statens vegne stiller kapital til rådighed til samme rente, som staten selv kan opnå. Ifølge Jens Lundager svarer det til en gennemsnitlig besparelse på cirka 0,5 procentpoint.
Gælder nye aftaler – men også variable lån
Rentefaldet gælder alle nye lån og leasingaftaler, der etableres fra og med 1. april 2025. For eksisterende variable lån vil den lavere rente slå igennem ved næste rentetilpasning. Tidligere lån med fast rente er ikke omfattet.
"De, der har lån med variabel rente, får glæde af det hurtigt. For lån med fast rente gælder de betingelser, der blev aftalt dengang lånet blev optaget. Men generelt har vi altid været blandt de billigste långivere, også før aftalen," siger Jens Lundager.
Det er så bare ærgerligt for de kommuner og regioner, der har optaget fast forrentet lån i 2024. Kommunekredit oplyser, at de i 2024 har ydet lån med fast rente i 2024 for godt 14 mia. kr. De kommuner og regioner vil betale 70.000.000 mere i renteudgifter, end hvis de havde optaget lånene efter kommunekredits aftale med staten.
KommuneKredit stopper med obligationer
Et centralt element i den nye aftale er, at Kommunekredit stopper med at udstede obligationer på kapitalmarkederne. Fremover vil al finansiering ske via staten.
"Vi udstedte vores sidste obligationer den 26. marts. De eksisterende obligationer forbliver naturligvis gyldige og uændrede, men fremover vil det kun være Nationalbanken, der på statens vegne finansierer os," siger Jens Lundager.
Kommunekredit har aktuelt omkring 220 milliarder kroner udestående i obligationer.
Lavere rente – uden ekstra statsrisiko
Ifølge Finansministeriet påvirker den nye model ikke statens kreditrisiko. Da staten allerede står som sidste garanti bag Kommunekredit, øger modellen ikke den økonomiske risiko.
Kommunekredit har i forvejen den højeste kreditvurdering hos de internationale kreditvurderingsbureauer – en vurdering, der bygger på den solidariske hæftelse mellem kommuner og regioner.
Sidst opdateret: 05/05/2025 - 12:46









































