Store forskelle på udviklingen i folkeskoleudgifter
Der er stor forskel på om lokalpolitikerne har sendt flere eller færre penge til folkeskolen i 2024. Se tallene.
Udgivet: 24/04/2025
Selv om der på landsplan kun er sket en lille stigning i de penge der bruges til folkeskolen pr. barn, så tegner regnskaberne for 2024 store kommunale forskelle på tværs af danmarkskortet når det kommer til udviklingen fra 2023.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, der i dag har udgivet nye kommunale regnskaber for 2024.
Hvor nogle kommuner har skåret flere tusinde kroner pr. barn, så har andre kommuner nemlig har skruet op for udgifterne i samme størrelsesorden.
Færre børn trækker udgiften op mange steder
Flere steder er det dog ikke kun fordi lokalpolitikkerne har afsat flere penge til skolerne i faktiske tal. Mange steder i landet hjælpes udgiftsudviklingen på vej af en nedgang i børn i alderen 6-16 år. Faktisk er der kommet færre børn i folkeskolealderen i 69 af de 98 kommuner.
Den kommune der med længder har øget udgifterne mest pr. barn er Albertslund. Her siger regnskabet, at der er brugt lidt over 11.000 kr. mere pr. barn i folkeskolealderen i forhold til 2023. I den anden ende af skalaen har Ringsted brugt 6.000 kroner mindre i forhold til året før. Dermed flytter kommunen sig fra at bruge over den landsgennemsnitlige udgift (på lidt over 64.000 kr.), til nu at ligge under gennemsnittet.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Store forskelle på folkeskoleudgifter
Selve billedet af, hvem der generelt bruger mere, og hvem der bruger mindre, er der dog ikke rykket voldsomt ved. Det er fortsat i Østdanmark, af langt de fleste af rekordindehaverne skal findes når det kommer til folkeskoleudgifter. Omvendt er specielt midtjyderne mere tilbageholdende.
FAKTA - Sådan har vi gjort:
Fra Danmarks Statistiks Statistikbank har vi fra REGK31 trukket regnskabstal for 2023 samt 2024. Alle udgifter er trukket som nettodriftsudgifter fratrukket statsrefusion.
Når vi har opgjort tallene i kroner pr. indbygger, har vi brugt folketallet pr. 1. januar fra Danmarks Statistiks FOLK1A, året efter regnskabsåret.
Tallene fra tidligere år er blevet PL-reguleret til 2024-PL. For 2023-2024 er tallet 4,6 pct.
Inkluderede funktioner er 3.22.01-3.22.12 minus 3.22.05 (SFO.) I alt 10 konti. SFO er ikke med i opgørelsen
Opdag NB Økonomis fulde datasæt
Få adgang til omfattende data, regneark, landkort og interaktive kort på NB-Data.

Sidst opdateret: 25/04/2025 - 09:09









































