Tidligere minister Tommy Ahlers bliver ny metroformand

Iværksætter og tidligere uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers er ny formand for Metroselskabet.

Udgivet: 22/04/2025

Del artiklen:

Iværksætter, tidligere minister og politiker Tommy Ahlers er ny formand for Metroselskabet.

Ahlers er udpeget af transportminister Thomas Danielsen (V) i enighed med de to medejere af Metroselskabet, Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune.

Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Tommy Ahlers overtager rollen som bestyrelsesformand efter Jørn Neergaard Larsen, der har siddet i stolen siden 2017.

- Jeg har kæmpe fokus på klima i det meste, jeg laver, og elsker København, og jeg kunne ikke sige nej til denne her udfordring, siger Tommy Ahlers i pressemeddelelsen.

- Jeg glæder mig til at nørde infrastruktur og byudvikling og arbejde hårdt for et grønnere hovedstadsområde, lyder det.

Tommy Ahlers er blevet udpeget for en fireårig periode i spidsen for Metroselskabet.

Iværksætteren blev et kendt ansigt i DR-programmet "Løvens Hule", hvor han i mange år var en profileret investor.

I 2018 blev Ahlers som Venstre-politiker uddannelses- og forskningsminister i VLAK-regeringen.

Han blev hevet ind udefra og var altså ikke valgt til Folketinget.

Det blev han til gengæld ved valget i 2019, hvor regeringsmagten blev tabt for de blå partier, men hvor Ahlers til gengæld blev en stemmesluger med 26.420 personlige stemmer.

Ahlers forlod dansk politik i 2021 efter en periode i opposition. Dengang begrundede han det med, at politik "handler meget om spillet og for lidt om visionerne og de gode idéer".

Metroselskabet har ansvaret for metrodriften i hovedstaden og dermed også den kommende M5-metrolinje.

Første fase af M5-linjen vil gå fra Københavns Hovedbanegård til Prags Boulevard på Amager og ventes afsluttet i midten af 2030'erne. Først i 2045 ventes hele M5 klar.

Aftalen om den nye linje blev præsenteret i marts mellem Københavns Borgerrepræsentation, hvor et politisk flertal står bag, og regeringen, der er medejer af Metroselskabet.

/ritzau/

Sidst opdateret: 22/04/2025 - 18:11

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]