Søren Hansen, Kommunaldirektør, Lyngby-Taarbæk Kommune. Niels Ågesen, Kommunaldirektør, Vejle Kommune.

Søren Hansen, Kommunaldirektør, Lyngby-Taarbæk Kommune. Niels Ågesen, Kommunaldirektør, Vejle Kommune. - Foto: Lyngby-Taarbæk Kommune. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Kommuner: Komplekst når sager går på tværs af forvaltningerne

Mere regulering og mere kompleks sagsbehandling. Kommunaldirektører fortæller, hvordan administrationen vokser – både som følge af statslige krav og kommunernes egne arbejdsgange.

Udgivet: 08/04/2025

Christian Brandt Pedersen

Redaktør

Del artiklen:

Et markant flertal af landets kommunaldirektører, der har deltaget i en rundspørge lavet af Dansk Erhverv, svarer at mængden af regulering er steget. Heraf oplever næsten hver tredje, at stigningen har været markant. Et stort flertal oplever også at kompleksiteten af reguleringen er steget. Hovedparten af kommunaldirektører erkender dog at de også selv i kommunerne helt uden 'hjælp' fra Christiansborg er med til at skabe unødvendig administration

Flere administrative byrder

"Vi er jo midt i en reformstorm - (ældrereform, sundhedsreform, socialreform og beskæftigelsesreform -red.) Det er en utrolig komprimeret proces, hvor vi skal gennemføre en masse på en gang, det medfører jo så mange nye ting på en gang, det kan godt være at slutprojektet bliver færre regler og mindre administration, men det er ikke lige nu," fortæller Søren Hansen kommunaldirektør i Lyngby-Taarbæk

Mulighederne for at lave mere administration er simpelthen så gode, at vi nogen gange ikke kan lade være, lyder det fra Vejles kommunaldirektør Niels Ågesen:

"Tidligere kunne man jo slet ikke det man kan i dag, så tidligere havde vi mindre administration, fordi vi slet ikke havde de digitale muligheder vi har i dag Og de muligheder udnytter vi til fulde til at dokumentere og journalisere, og det er svært at komme af med igen for det giver også noget tryghed i systemet, at folk kan dokumentere hvad de har lavet i forhold til klager. Vi har 280 ret tunge og lidt gammeldags IT-systemer der driver det mestre af kommunen - så der er heller ikke meget hjælp at hente fra eksempelvis nye AI-teknologier"

Fik du læst?

Kommunaldirektører: Reguleringsbyrden vil vokse yderligere

Det hele blive mere komplekst

De mange nye reformer, sikkerhedskrav, GDPR, og avanceret IT er med til at skabe en mere kompleks arbejdsdag i kommunerne, fortæller kommunaldirektør i Lyngby-Taarbæk Søren Hansen

"Det hele bliver mere komplekst, blandt andet fordi de nye reformer vil kræve at vi skal arbejde mere sammen på tværs af forvaltningerne. De meget ambitiøse intentioner der er i reformerne, dem skal vi leve op til, og det gør vores hverdag meget mere kompleks"

Det er de samme pointer Vejles kommunaldirektør, Niels Ågesen går med:

"Min oplevelse er, at sagerne i dag ofte er langt mere komplekse og går på tværs af hele den kommunale organisation. Hvor man tidligere kunne håndtere et sagskompleks inden for én forvaltning eller afdeling, kræver det i dag langt mere koordinering. En familie med problemer kan typisk have kontakt til 10-16 forskellige steder i forvaltningen – alle med hver deres opgaver og gode intentioner i forhold til familiens og børnenes behov – men det skaber naturligt en stor koordineringsopgave."

Kommunerne bidrager også selv til bureaukratiet

Selvom regulering fra staten og EU fylder meget i det samlede administrative pres, peger kommunaldirektørerne også på, at kommunerne selv er med til at skabe unødvendige byrder. Ifølge undersøgelsen fra Dansk Erhverv vurderer 53 procent af kommunaldirektørerne, at deres kommune i nogen grad kan reducere udgifter til administration ved at skære ned på egne regler. Yderligere 40 procent mener, at der i mindre grad er potentiale for forenkling. Det tyder på, at en del af løsningen på de stigende administrative udgifter kan findes lokalt – gennem oprydning i egne krav, procedurer og dokumentationskrav.

I Vejle har kommunaldirektør Niels Ågesen et dokument liggende - lige nu med godt 180 forslag til administration eller arbejdsgange der ikke burde være nødvendige:

"Vi ser det som en løbende opgave at mindske det interne bureaukrati. I vores kommune har vi et katalog med omkring 180 emner, som vi i direktionen arbejder med – områder, hvor vi selv skaber unødigt bureaukrati internt. Det kan være alt fra intern afregning af ydelser til administration af ejendomme på tværs af forvaltningerne. Hver tredje måned beder vi direktørerne tage emnerne med hjem til deres ledergrupper og tale med de administrative medarbejdere om konkrete eksempler og mulige forenklinger. Det er ikke noget, man bare lige laver om på, men vi forsøger løbende at rydde op – og det giver faktisk resultater. GDPR og it-sikkerhed fylder meget, og det er nogle af de store tidsrøvere i dag."

I Lyngby-Taarbæk forklarer kommunaldirektør Søren Hansen, at når en kommune er så tung en organisation, så skal man virkelig vide hvad man gør hvis man vil fjerne arbejdsgange:

"Det er noget vi hele tiden øver os på, men vi er en kæmpe driftsorganisation, der skal køre stabilt, og vi er ofte nødt til at holde fast i det man ved der virker for borgernes skyld. Faktisk skaber vi nogen gange mere administration, når vi vil frisætte kommunen, fordi det kan ende med et ekstra lag der skal styre rammerne for frisættelsen."

Fik du læst?

Her er de 33 nye love, som skaber regler med konsekvenser for kommunerne

Sidst opdateret: 08/04/2025 - 10:49

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]