Debatindlæg nr. 3 om udligning af Niels Jørgen Mau Pedersen, VIVE

På Indenrigsudvalgets høring den 11. marts var et stort antal emner vedr. udligning oppe at vende. For mit eget vedkommende havde jeg bl.a. mulighed for at nævne behovet for at se på systemets organisering og særtilskuddenes vækst samt skævhederne i fordelingen af selskabsskat mellem kommunerne - de to emner har jeg også haft lejlighed til at kommentere her i NB Økonomi.

Et tredje hovedemne er udgiftssiden - altså hvordan de enkelte kommuners udgiftsbehov skal opgøres.

En god opgørelse af udgiftsbehov er afgørende for systemets udvikling

Udgiftsbehovsopgørelsen er formentlig både den mest komplicerede del af systemet og samtidig den afgørende nøgle til hvad der kan kaldes træfsikkerheden, dvs. hvor godt rammer udligningen de steder hvor der er faktisk er meget nødvendigt at ”ramme rigtigt”.

Der er en lang tradition for hvordan disse udgiftsbehov opgøres ved hjælp af nogle såkaldte objektive udgiftsbehovskriterier, som dels baseres på den demografiske sammensætning af befolkningen på alder, dels den socioøkonomiske situation i kommunen. Det er en udfordrende opgave at stille et dækkende regnestykke op, og trods bestræbelserne herpå er en række af udgiftsbehovsopgørelserne så at sige gemt væk i de mange særordninger. Særordningerne er således i realiteten en form for reparation på den generelle udgiftsbehovsopgørelse fordi den generelle opgørelse ikke er fundet tilstrækkelig dækkende.

Desværre er særordningerne ofte sparsomt fagligt underbygget og benytter sig af en række tærskler – også kaldet tænd-sluk kriterier – som er uheldige af flere årsager. De uheldige aspekter af sådanne tærskler er i flere ordninger forsøgt mindsket ved at fastfryse fordelingerne over årene, hvilket dog indebærer nye store problemer mht. systemets aktualitet.

Hvad kan der gøres med anvendelse af objektive kriterier?

Over for disse udfordringer er det heldigvis sådan, at der over årene er udviklet en metode til at analysere udgiftsbehovskriterierne. Metoden er kort fortalt via statistiske redskaber at identificere nogle passende kriterier som betegnes som objektive. Det kræver godt kendskab til de nyeste datamæssige landvindinger, en solid statisk metode og – slet og ret og gerne med kommunalt input – gode ideer og innovation. Selv om udligningssystemets opgave er vokset gennem årene er der ingen grund til at tro at denne tilgang ikke fortsat er anvendelig.

Men kan kravet om objektivitet opfyldes – og hvorfor?

Objektive kriterier skal ifølge den faglige tradition være, at der er en god faglig begrundelse, at opgørelserne kan eftergøres og at kriteriet er upåvirkeligt. Grunden til at stille disse krav er som jeg opfatter det for det første at undgå, at uvedkommende hensyn sniger sig ind i opstillingen af udligningssystemet. For det andet at der ikke opstår utilsigtede incitamenter hvor der til dels bliver tale om en ”tag-selv-butik” hvor kommunerne selv kan bestemme udligningens størrelse. 

Men det er vigtigt at være opmærksom på, at kravet om objektivitet ikke kan være absolut. Fx er fuld upåvirkelighed næsten umulig at opfylde 100 pct. medmindre man falder tilbage på fastlåsningen. Så svaret på spørgsmålet i overskriften: ”Ja, objektivitet er mulig – et langt stykke ad vejen”.

Hvor er problemerne så?

Det er mange år siden alle udgiftsbehovskriterier er gået efter i sømmene. Fx har det været nævnt, at der kunne opstå tab for kommuner hvor ledige får deltidsjob. Andre har påpeget at handicapopgørelsen ikke er dækkende. Der er også rejst spørgsmål ved boligkriteriernes mulige påvirkelighed. Disse og andre problematikker må adresseres i en analyse på samme måde som det er sket tidligere.

Er der nye muligheder?

Endelig er der behovet for om muligt at substituere nogle af særordningerne helt eller delvist med generelle udgiftsbehovsopgørelser. Det stiller krav til både faglighed og kreativitet. Helt foreløbigt og på yderst spinkelt grundlag kan nævnes til overvejelser om nye kriterier:

• kommunestørrelse
• miljøfaktorer (inkl. kystbeskyttelse)
• sundhedstilstand i befolkningen
• boligbestand inkl. billige boliger, som og allerede indgår
• udgifter ved erhvervsaktivitet (særligt hvis selskabsskat og skal udlignes mere)
• tilgængelighed via GIS-data.
• Andre strukturelle forhold hvor Danmark måske kan inspireres af nabolande.

Udgiftsbehovssiden af udligningen er væsentlig og kræver formentlig grundige analyser. De er komplicerede men heldigvis med baggrund i afprøvede metoder.