
Borgmestrene og KL kan ånde lettet op, da finansminister lover i skriftligt svar, at han stadigvæk vil offentliggøre de mellemfristede fremskrivninger - hvor råderummet typisk opgøres - i foråret. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix (arkiv)
KL får adgang til råderumsberegning inden økonomiaftalen
Selvom finansminister Nicolai Wammen (S) ikke er forpligtet til at offentliggøre den mellemfristede fremskrivning og råderummet, så agter han at offentliggøre råderummet i god tid inden økonomiaftalen afsluttes.
Udgivet: 04/02/2025
Det er angiveligt slut med, at KL skal forhandle økonomiaftale med regeringen i maj måned uden at kende det økonomiske råderum, som viser, hvor mange penge regeringen til har velfærd eller skattelettelser. Det skabte forrige år utilfredshed hos kommunerne, at de først fik råderummet oplyst efter massiv pres.
Finansminister Nicolai Wammen siger nu, at han i 2025 “forventer” at råderumsberegningen, som normalt indgår i den mellemfristede fremskrivning af den offentlige økonomi, allerede ligger klar i foråret - altså inden afslutningen af økonomiforhandlingerne.
Formelt set behøver Wammen ikke at offentliggøre fremskrivningen og dermed det økonomiske råderum før efter økonomforhandlingerne med kommunerne. Men Wammen agter at lægge den mellemfristede fremskrivning frem alligevel - trods muligheden for det modsatte - svarer han Finansudvalget i et folketingssvar efter et spørgsmål fra finansordfører Samira Nawa (R).
"Uagtet forventer jeg som finansminister, at der i løbet af foråret 2025 udarbejdes en opdateret mellemfristet fremskrivning," skriver han i svaret.
Det er som udgangspunkt godt nyt for kommunerne, fordi råderummet forventes at blive opskrevet igen. Det betyder, at SVM-regeringen har flere penge, end de først antog, som kan gå til mere velfærd eksempelvis i økonomiaftalerne for kommuner og regioner.
Man skal dog være opmærksom på, at det stigende råderum allerede kan være helt eller delvist spist op af stigende udgifter til forsvar og øget støtte til grøn omstilling.
Som tidligere overvismand og økonomiprofessor ved Aarhus Universitet Michael Svarer sagde forleden til Berlingske, så skal der formentlig tre ting til for at dække forsvarsregningen. Flere reformer, mindre velfærd og højere skatter. Men regeringen har ikke det samlede overblik over økonomien, og det er det, som finansministeren nu har meldt ud vil komme allerede i foråret. Formentlig før økonomiforhandlingerne, som typisk starter i maj.
Derfor behøver regeringen ikke at offentliggøre
Sidste år kom der regler i EU, som har gjort, at den til enhver tid siddende finansminister ikke behøver at offentliggøre de mellemfristede fremskrivninger.
Det forklarer Nicolai Wammen ligeledes i folketingssvaret:
"Der blev i februar 2024 indgået en aftale om nye finanspolitiske regler i EU mellem Europa-Parlamentet og EU-kommissionen. De nye regler indebar blandt andet, at de hidtidige Stabilitets- og Konvergensprogrammer og Nationale Reformprogrammer er udgået og erstattes af Finans- og Strukturpolitiske Planer. Regeringen er således ikke længere forpligtiget til at udarbejde en mellemfristet fremskrivning i løbet af foråret," skriver Nicolai Wammen.
Sidst opdateret: 04/02/2025 - 11:42









































