
KL-formand Martin Damm tror, at indenrigsminister Sophie Løhde bliver glad, når hun får et brev, hvor hun kan læse, at kommunerne står sammen om en fælles holdning til en bred analyse af tilskuds- og udligningssystemet. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)
KL-formand tror, at regeringen bliver glad for brev om udligningsanalyse
Regeringen bør være glad for, at kommunerne forud for en analyse af udligningen står helt samlet med fælles holdninger til bredden af analysen, siger KL-formand Martin Damm (V) til NB-Økonomi.
Udgivet: 23/01/2025
Martin Damm (V), KL-formand, ville selv blive glad, hvis han var i regering, og kommunerne kunne komme med en samlet holdning til kommissoriet, der skal sætter rammen for de kommende analyser af det kommunale tilskuds- og udligningssystem.
Så det tror han også, at indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) bliver, når hun læser det brev, som KL netop har sendt hende her til aften.
"Hvis jeg var regeringen, så tror jeg, at jeg ville blive glad for det der. For det, de jo også lider under, det er, hvis de får seks breve fra seks forskellige fraktioner og grupper af kommuner, hvad skal de så gøre? Hvis de gør en af de grupper glade, så bliver de uvenner med de andre fem. Nu har de i hvert fald rygdækning for at lave nogle grundige analyser," siger Martin Damm til NB-Økonomi.
Brevet handler om kommunernes ønsker til nogle bærende principper, som KL mener, at Finansieringsudvalget under ministeriet bør arbejde med, når analyserne til et nyt tilskuds- og udligningssystem skal udarbejdes. KL-formanden regner med, at indenrigsministeren bliver glad for det brev.
Det er ikke utænkeligt, da Venstre og Socialdemokratiet under SVM-regeringen har været særdeles lydhør overfor KL, når de stod samlet om et ønske. Det har man set under ældrereformen, sundhedsreformen og senest med ønsket om, at selvbudgettering ikke skulle fjernes med en hastelov. Det sidste fik prompte regeringen til at trække ønsket om en hastelov tilbage og i stedet indgå dialog med KL om en fremtidig model.
Sidst opdateret: 23/01/2025 - 18:14









































