"Der er nogle af anbefalingerne, som i princippet godt kunne få effekt relativt hurtigt," siger formand for ekspertudvalget, Torben Tranæs.

"Der er nogle af anbefalingerne, som i princippet godt kunne få effekt relativt hurtigt," siger formand for ekspertudvalget, Torben Tranæs. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix (arkiv)

Efter Folketingets nølen: Her er fire lavthængende frugter i handicapaftalerne

Her skal regeringen begynde, hvis den vil gennemføre de forslag fra handicapaftalerne, der hurtigst kan mærkes i kommunernes økonomi. Ekspertudvalgsformand Torben Tranæs peger på fire forslag.

Udgivet: 20/01/2025

Christina Yoon

Politisk journalist

Mads Høyer Hansen

Redaktør

Del artiklen:

Få af rammeaftalens initiativer på handicapområdet er blevet gennemført. Dog er der i aftalen flere lavthængende frugter, der relativt hurtigt vil kunne mærkes i kommunernes økonomi. Det kræver dog, at lovgivningen bliver vedtaget snart.

"Der er nogle af anbefalingerne, som i princippet godt kunne få effekt relativt hurtigt," siger formand for ekspertudvalget, Torben Tranæs, i et interview med NB-Social, hvor man kan læse mere om socialområdet.

Ekspertudvalget præsenterede tilbage i foråret 2024 sine anbefalinger til en bæredygtig økonomisk og faglig udvikling på socialområdet. Mange af de anbefalinger blev en del af rammeaftalen på handicapområdet samt delaftalen mellem regeringen og KL. Aftalen er afgørende for, at kommunerne kan få styr på de stigende udgifter på det specialiserede socialområde. Uden den vil udgifterne fortsætte med at stige.

Torben Tranæs peger her på fire forslag, der hurtigt vil have en økonomisk effekt for kommunerne.

Det drejer sig om forenklingerne ved:

  • Merudgiftsydelsen
  • Borgerstyrer personlig assistance (BPA)
  • Tabt arbejdsfortjeneste
  • Hjælpemidler

Alle fire områder er kendetegnet ved at være administrativt tungt for kommunerne og udgør tilsammen 60 procent af klagesagerne på handicapområdet.

"Det er noget, der virkelig belaster medarbejderne," siger Tranæs.

Der skal laves enkle regler

Ekspertudvalget har peget på, at man i stedet for det nuværende system laver nogle forholdsvist enkle regler, hvor man havde nogle mere overordnede rammer og ikke skulle udmåle på samme måde ved hver eneste ansøgning, vil man kunne lette det administrative system ganske voldsomt.

"Det princip, vi peger på ved for eksempel merudgiftsydelsen, er, at man får et fast månedligt beløb, som er relateret til ens handicap. Det bliver et slags gennemsnit. Når en borger har de her ekstra udfordringer, får vedkommende det her beløb. Så skal man ikke dokumentere alt muligt eller søge om noget. Man får blot en kompensation," siger Torben Tranæs.

Faktisk ville politikerne kunne lægge serviceniveauet højere end det nuværende gennemsnit og stadig spare penge. Det skyldes mindre administration og færre klagesager og hjemsendelser af sager.

Det nuværende problem er, at det endnu ikke er lykkes regeringen at få udmøntet rammeaftalen mellem regeringen og KL til konkrete lovforslag. SVM-regeringen arbejder intenst på at få en bred aftale, så lovene kan blive fremsat i første kvartal 2025, hvis de overhovedet skal nå at have nogen effekt i løbet af 2025. Man skal huske på, at det skal første, anden og tredjegangs-behandles. Der skal høringer og kommunerne skal i gang med at implementere lovene, inden det kan få effekt.

Læs udvalgets anbefalinger her:

Spor 1. Vi skal vide, hvad der driver udviklingen i udgifterne og borgernes indsatser

1. Anbefaling om revision af serviceloven

2. Anbefaling om tydeliggørelse af rækkevidden for de enkelte reglers anvendelse

3. Anbefaling om nye rammer for kapacitetsstyring og etablering af botilbudspladser til borgere med særligt komplekse behov og udadreagerende adfærd

4. Anbefaling om udvikling af nyt takstsystem for socialområdet

5. Anbefaling om hensigtsmæssig udvikling af botilbudskapaciteten

6. Anbefaling om bedre understøttelse af match mellem borger og botilbud

7. Anbefaling om revision af magtanvendelsesreglerne

8. Anbefaling om bedre styring på krisecenterområdet

Spor 2. Vi skal vide hvilken forebyggelse, der kan hjælpe borgeren, før problemerne vokser

9. Anbefaling om øget fleksibilitet for tilpasning af forebyggende indsatser efter barnets lov

10. Anbefaling om større fokus på understøttelse af overgangen til voksenlivet for udsatte unge

11. Anbefaling om etablering af en statslig resultatbetalingsfond

12. Anbefaling om opbygning og udbredelse af viden om forebyggende indsatser

Spor 3. Fokus på kerneopgaven

13. Anbefaling om regelforenklinger i sagsbehandlingen og mere tid til kerneopgaven

14. Anbefaling om forenkling af tilsyn gennem ny model for socialtilsynets tilsyn med sociale tilbud

Spor 4. Vi skal gøre det, der virker

15. Anbefaling om en ny og sammenhængende forskningsstrategi på socialområdet

16. Anbefaling om en ny data- og digitaliseringsstrategi på socialområdet for 2025-2030

17. Anbefaling om en styrket formidling og anvendelse af viden i praksis på socialområdet

Spor 5. Progression for borgeren

18. Anbefaling om en fortsat omstilling mod principperne i den socialfaglige tilgang recovery-orienteret rehabilitering på det samlede sociale voksenområde

19. Anbefaling om at afdække erfaringerne med at anvende standardiserede mål, som kan bruges til at følge borgerens livskvalitet og progression

Sidst opdateret: 20/01/2025 - 10:54

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]