
For andet år i træk har et enigt Aalborg Byråd vedtaget et forslag til KL's delegeretmøde. Borgmester Lasse Frimand Jensen (S) stod i spidsen for et ændringsforslag, som fjernede et af tre afsnit fra Enhedslistens oplæg. - Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Borgmester vil undgå, at topmøde fokuserer på intern kritik af KL
Kommunalpolitikere i Aalborg vil have KL's bestyrelse til at skaffe fuld adgang til balancetilskuddets konsekvenser for de enkelte kommuner under og efter økonomiforhandlingerne i 2026. Det går den nordjyske borgmester dog imod.
Udgivet: 07/01/2025
Den socialdemokratiske borgmester i Aalborg vil undgå fokus på intern kritik af KL ved forårets kommunale topmøde og afviser derfor et forslag fra Enhedslisten om større indsigt i blandt af det omstridte balancetilskud.
Netop balancetilskuddet betød i 2024, at omkring halvdelen af landets kommuner skulle gennemføre store besparelser på trods af den bedste økonomiaftale i 15 år.
Det skabte stor vrede i mange kommuner, da man oven på en tilsyneladende gunstig økonomiaftale for 2025, der løftede servicerammen med 3,2 mia. kr., at der var sket en reduktion i balancetilskuddet, som dermed fjernede finansiering, så omkring halvdelen af landets kommuner ikke havde råd til at fylde deres serviceramme ud. Flere borgmestre ville have adgang til de beregninger.
Men den kritik af KL vil Aalborgborgmesteren tilsyneladende ikke risikere. Borgmester Lasse Frimand Jensen (S) fra Aalborg har derfor stillet et nyt forslag i byrådet, som tager Enhedslistens forslag om fuld adgang til balancetilskuddet under økonomiforhandlingerne ud af teksten. Debatten bliver derfor ikke rejst til KLs topmøde i marts, med mindre andre kommuner har tænkt sig at stille det.
Borgmester Lasse Frimand Jensen (S), der også for et år siden udvandede et forslag fra Enhedslisten, præsenterede sine bevæggrunde for at slette de sidste fem linjer i Enhedslistens forslag:
”Det er for at holde fokus på at lægge pres på regeringen og ikke sætte fokus på kritik internt i KL. Det, er vi bange for, kunne blive overskriften for topmødet i stedet for presset på regeringen – i håbet om at få den bedst mulige kommuneaftale,” sagde den socialdemokratiske borgmester, hvis ændringsforslag fastholdt formuleringen om "at fastholde og forstærke det politiske pres på regeringen".
Denne tekst tages ud
Enhedslisten i Aalborg havde stillet et forslag, som skulle op til KL's topmøde i marts, som handler om fuld gennemsigtighed, når det kommer til balancetilskuddets effekt på de enkelte kommuner.
"KL opfordres til, både før, under og efter en eventuel indgåelse af en økonomiaftale med regeringen, at bistå KLs bestyrelse og kommunerne med beregninger af, hvad der samtidig med den overordnede ramme, sker nede i ”maskinrummet” så både demografi, refusionsordninger, grundskyld mm. belyses, På den måde bliver det tydeligt, om kommunerne reelt er økonomisk stillet til at kunne løfte velfærden, eller igen i praksis skal skære ned," står der i teksten.
Men byrådet i Aalborg har vedtaget et forslag, der kan blive bragt til afstemning på KL's delegeretmøde i marts, hvor lige præcis denne tekst ikke er med.
Forslaget om økonomiforhandlingerne var fremsat af Enhedslisten, og noget kunne tyde på, at delegeretmødet ligesom i fjor kan danne ramme om en debat, der både presser regeringen og KL's formandskab til at levere en gunstig aftale for kommunerne.
(Artikel fortsætter under faktaboks).
Forslaget fra Aalborg til delegeretmødet (sidste afsnit blev taget ud)
"Kommunerne er stadig udfordret på økonomien, selvom økonomiaftalen for 2024 var et skridt i den rigtige retning. Det er derfor nødvendigt, at en eventuel økonomiaftale kommer til at sikre tilstrækkelige økonomiske rammer og muligheder for at udvikle den kommunale velfærd. Udgiftspresset er fortsat markant på det specialiserede socialområde, og der er et stort behov i kommunerne for at prioritere klima og velfærd tilstrækkeligt.
Derfor opfordrer KLs delegeretmøde KLs bestyrelse til at fastholde og forstærke det politiske pres på regeringen op til og under økonomiforhandlingerne for 2025.
KL opfordres til, både før, under og efter en eventuel indgåelse af en økonomiaftale med regeringen, at bistå KLs bestyrelse og kommunerne med beregninger af, hvad der samtidig med den overordnede ramme, sker nede i ”maskinrummet” så både demografi, refusionsordninger, grundskyld mm. belyses, På den måde bliver det tydeligt, om kommunerne reelt er økonomisk stillet til at kunne løfte velfærden, eller igen i praksis skal skære ned."
Kilde: Aalborg Kommune, byrådsmødet 16. december
Vil have adgang til maskinrum
Passagen om maskinrummet knytter sig øjensynligt til forløbet sidste sommer, hvor det viste sig, at mange kommuner manglede finansiering og derfor ikke havde mulighed for at udnytte den forhøjede serviceramme. KL modtog fra flere sider kritik for ikke at have været mere detaljerede omkring konsekvenserne af økonomiaftalen.
Enhedslisten har for vane at fremsætte denne slags medlemsforslag i månederne op til delegeretmødet. I de kommende måneder skal det blive spændende at følge, om et forslag, der rummer indholdet af det slettede afsnit i Aalborg-forslaget, kan blive vedtaget i andre kommuner. Skal det ske, er det mest sandsynligt i kommuner, hvor S og V står mindre stærkt.
I 2024 kom det mest vidtgående forslag fra kommunalbestyrelsen på Bornholm, som opfordrede KL's bestyrelse til at afvise en økonomiaftale, hvis den ikke levede op til ønsker om økonomiske forbedringer. Inden delegeretmødet enedes KL's bestyrelse om et afværgeforslag, som blev vedtaget af de delegerede, hvilket betød, at ingen af medlemsforslagene fra de otte kommuner kom til afstemning.
Sidst opdateret: 29/01/2025 - 10:10









































