SF og De Radikale ville skåne organisationer på regeringens liste over opgavebortfald og har ifølge finansordfører Lisbeth Bech-Nielsen (SF) anvist andre årsværk, som nu spares væk.

SF og De Radikale ville skåne organisationer på regeringens liste over opgavebortfald og har ifølge finansordfører Lisbeth Bech-Nielsen (SF) anvist andre årsværk, som nu spares væk. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Ngo'er og forskningsinstitutter overlever spareplan i staten

SF og De Radikale krævede statslige bevillinger sikret til mindre organisationer, og regeringen accepterede.

Udgivet: 22/11/2024

Del artiklen:

Flere mindre organisationer, herunder evalueringsinstituttet Eva, Center for Rusmiddelforskning og Cabi, slipper mere nådigt fra finanslovsaftalen for 2025, end regeringen havde lagt op til.

Det er ikke lykkedes for eksempelvis Rådet for Børns Læring og Dansk Center for Undervisningsmiljø, der begge nedlægges.

De to partier, som endte med at indgå en finanslovsaftale med regeringen, SF og De Radikale, holdt fast på, at udvalgte bevillinger skulle sikres. Regeringens krav var, at partierne så skulle finde besparelser andre steder i staten.

"Det har vi så gjort. Vi har simpelthen leveret et skema, hvor vi har peget på alle de ting, der nu er blevet ændret," siger SF-finansordfører Lisbeth Bech-Nielsen til Ritzau.

Spareplanen er del af det udspil, som finansminister Nicolai Wammen (S) fremlagde tidligere i år, om 1000 færre årsværk i staten.

Egen medicin

Kommunerne, der i et par år har været underlagt krav om besparelser på administration, har længe presset på for, at staten skulle gøre det samme.

Regeringen ville "tage sin egen medicin", lød det fra finansministeren i august, efter at regeringen havde påført regioner og kommuner at skære stillinger. Efterfølgende fandt regeringen frem til, at det skulle koste besparelser i flere mindre organisationer, ngo'er og forskningsinstitutter, altså langt fra ministerier og styrelser, hvilket mødte kritik fra blandt andet oppositionen.

Regeringen ville fjerne bidraget til Center for Rusmiddelforskning, der nu efter forhandlingerne i stedet får halveret sin statslige bevilling, så der i 2025 kommer til at være 10,5 statslige årsværk.

Nedlæggelser af publikationer, analyser og tilskud for 4,1 millioner i Danmarks Evalueringsinstitut er annulleret.

I Center for Aktiv Beskæftigelsesindsats (Cabi) skal man ikke skalere ned, som oplægget lød, med 12,4 årsværk.

Læs også:
Cabi blev reddet på målstregen

Det samme gælder tilskuddet til administration og projekter i nationalparker, hvor regeringen ville have sparet 10 årsværk næste år.

Også tilskuddet til Danske Ældreråd er blevet reddet, selvom paraplyorganisationen fortsat står på den lange liste over opgavebortfald i staten. Ældreministeren meddelte nemlig i oktober, at det statslige driftstilskud på 2,4 mio. kr. efter en aftale med KL blev konverteret til en forhøjelse af bloktilskuddet til kommunerne med samme beløb, der øremærkes til lokale ældreråd.

Stadig over 1.000 årsværk

Det er endt sådan, at aftalepartierne har valgt at reducere det samlede antal reducerede årsværk i staten i stedet for at skære andre steder i den offentlige administration. Antallet er dog stadig over 1000 - 1.028 årsværk for at være præcis.

Når man kigger på væksten i staten de seneste fem år, hvorfor skal man så ikke spare mere end 1000?

"Vi foreslog også 2.000, og der har regeringen sagt, at næste år kommer der noget tilsvarende.

Men det vigtige er at holde fokus på det løbende," siger Lisbeth Bech-Nielsen.

De borgerlige partier har kritiseret, at regeringen ikke vil reducere yderligere årsværk i staten.

De Konservative, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne og Dansk Folkeparti havde op til forhandlingerne foreslået, at man skulle skære knap 2.900 stillinger.

"Jeg synes, det er totalt uambitiøst, at man siger, at der har været en vækst på mange, mange tusind årsværk, og så vil man så lige skrælle 1000 af," siger DF's finansordfører, Peter Kofod.

"Man har i øvrigt gjort sig stor umage med at finde nogen, der enten ligger uden for København, man kan skrælle væk, eller som man ved, generer en masse mennesker," siger Kofod.

Finansministeren har tidligere opfordret de borgerlige partier til at komme med en plan for, hvor de konkret ville spare 2.900 stillinger i staten.

Liberal Alliance har afvist dette og svaret, at det er op til regeringen at fremlægge de tal.

De tre ministerier, som er endt med at skulle finde flest årsværk til nedlæggelse, er Forsvarsministeriet med 150, Skatteministeriet med 128 og Fødevareministeriet med 120.

Find hele listen her.

/ritzau/jn

Sidst opdateret: 22/11/2024 - 15:54

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]