Ved formand Martin Damm (V) og næstformand Thomas Gyldal Petersen (S) stemplede KL onsdag aften ind i debatten om selvbudgettering, der har fyldt meget i landets kommuner under budgetlægningen de seneste par år, og som SVM-regeringen nu ønsker at afskaffe som valgmulighed.

Ved formand Martin Damm (V) og næstformand Thomas Gyldal Petersen (S) stemplede KL onsdag aften ind i debatten om selvbudgettering, der har fyldt meget i landets kommuner under budgetlægningen de seneste par år, og som SVM-regeringen nu ønsker at afskaffe som valgmulighed. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix; Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

KL-toppen vil bevare selvbudgettering og raser mod regeringen

Selvom mange borgmestre ønsker et opgør med selvbudgetteringen, retter KL's formandskab hård kritik mod regeringens plan om at fjerne byrådenes valgmulighed mellem statsgaranti og selvbudgettering.

Udgivet: 07/11/2024

Jakob Nørmark

redaktør for NB-Forsyning & Klima

Del artiklen:

KL advarer i usædvanligt stærke vendinger mod det lovforslag, som vil afskaffe kommunernes mulighed for at fravælge det statsgaranterede udskrivningsgrundlag og dermed fjerne muligheden for at udnytte viden om den lokale udvikling til selv at budgettere indtægterne, hvorved kommuner samtidig tager risikoen.

Det skriver NB-Kommune.

Regeringen annoncerede onsdag, at den snart vil fremsætte et lovforslag, som vil fjerne selvbudgettering i kommunerne. I en pressemeddelelse, som KL udsendte onsdag aften, citeres KL-formand Martin Damm for at sige, at regeringen med dets forslag om at gøre statsgarantien obligatorisk "går ind som en tyv om natten" og piller ved en vigtig del af det kommunale selvstyre.

"Systemet har fungeret i knap 30 år, og nu vil regeringen så ændre på det, fordi den selv gentagne gange har skønnet alt, alt for lavt, og dermed selv er ansvarlig for, at så mange kommuner vælger at selvbudgettere,” siger KL’s formand Martin Damm (V), borgmester i Kalundborg Kommune.

Mange borgmestre vil gerne ændre ordning

Udmeldingen fra KL's formandskab er opsigtsvækkende, fordi mange borgmestre har været frustrerede over udviklingen de seneste to år, som har presset mange kommunalbestyrelser til at selvbudgettere i frygten for, at statsgarantien ville føre til endnu større tab.

I en rundspørge, NB-Kommune lavede i oktober, svarede 30 ud af 37 borgmestre svarede, at de går ind for, at man laver om i systemet, hvor kommuner kan vælge mellem statsgaranti og selvbudgettering. Spørgsmålet er derfor, i hvilken grad KL's top har bred opbakning fra det kommunale bagland, når formanden og næstformanden markerer sig i en diskussion, der i praksis har betydning for omfordelingen af penge mellem rige og fattige kommuner.

I rundspørgen var borgmestre fra vækstkommuner, der har valgt selvbudgettering i flere år, dog ikke repræsenteret i samme grad som andre borgmestre.

KL pointerer, at usikre beregninger fra Finansministeriet de seneste år har gjort det mere attraktivt for flere kommuner at selvbudgettere, hvilket har ført til den uholdbare situation, hvor en mindre gruppe kommuner taber store beløb, når vækstkommunernes gevinst skal efterreguleres gennem en modregning af balancetilskuddet.

Næstformand Thomas Gyldal Petersen (S) angriber regeringen for ikke at have involveret KL inden udmeldingen.

"I 2009 indførte man sanktioner på skatteprocenten, som har gjort det nærmest umuligt at rokke ved skatterne, og nu fjerner man også kommunernes mulighed for selv at komme med et bud på det lokale indtægtsgrundlag. Dét er et kæmpe indgreb i de kommunale frihedsgrader og helt uforståeligt, at der ikke har været en mere inddragende dialog, så vi i fællesskab har kunne finde en løsning på udfordringerne,” siger Herlev-borgmesteren, der tiltrådte som KL's næstformand i går.

Omvalg for 16 kommuner

I pressemeddelelsen forholder KL sig ikke til den anden del af nyheden fra indenrigsministeriet om, at 16 kommuner, der i 2027 stod til at tabe 850 millioner kroner på deres beslutning om at vælge statsgarantien i 2024, skal have adgang til selvbudgettere. Et omvalg vil eksempelvis skåne Hjørring og Frederikshavn Kommune for et ventet tab på over 100 millioner kroner.

Sophie Løhde argumenterede onsdag med, at omfanget af selvbudgettering og den følgende usikkerhed om kommunernes økonomi var blevet så stor, at regeringen "er nødt til at handle".

Fik du læst?

Udmelding fra regeringen: Selvbudgettering afskaffes

KL's ledelse fremstiller den bebudede lovændring om som en "centralisering", der vil indføre "obligatorisk statsgaranti".

"Det er trods alt den enkelte kommune, der ved mest om, hvor mange borgere, der forventes at være det kommende år, hvilke indtægter der vil komme, hvordan flyttemønstre og erhvervsudviklingen og meget mere ser ud. Dén opgave vil man nu centralisere og lade det være op til nogle embedsmænd i staten at fastlægge for alle kommuner. Samtidig med, at det så er os i kommunerne, der står på mål for beslutningen uden reelt at have haft indflydelse på det. Vi tager selvfølgelig dialogen med regeringen om konsekvenserne af dette indgreb,” siger Martin Damm i pressemeddelelsen.

I Budget 2025 valgte kun Læsø og Samsø kommuner statsgarantien.

Sidst opdateret: 07/11/2024 - 11:38

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]