21 selvbudgetterende kommuner står til tab i alternativ finansieringsmodel
21 selvbudgetterende kommuner ville miste finansiering, hvis det kun var for de selvbudgetterende kommuner, at balancetilskuddet blev reguleret i 2027. I den nuværende model er det fire.
Udgivet: 30/10/2024
Regeringen overvejer i disse måneder, om 16 kommuner med store tab på grund af de øvrige 82 kommuners selvbudgettering i 2024 blot skal sejle deres egen sø, eller om regeringen vil kaste en redningskrans ud til dem. Ifølge NB-Økonomis oplysninger indgår muligheden for en mere varig ændring også, som skal sikre, at kommunerne kan slippe for store udsving i deres finansiering på grund af andre kommuners selvbudgettering.
En af de oplagte muligheder for at ændre systemet kunne være at isolere de kommuner, som vælger statsgarantien, så de ikke som i dag bliver ramt af modregning på balancetilskuddet, hvis de selvbudgetterende kommuner får en gevinst. Modsat vil de så heller ikke få en gevinst, hvis de selvbudgetterende kommuner taber.
Det er uvist, om regeringen vil finde en løsning med tilbagevirkende kraft. It-konsulenthuset Dataproces har regnet på, hvilke konsekvenser det vil få, hvis regeringen vælger den løsning for 2024.
21 kommuner vil få tab
Beregningerne viser, at 21 af de selvbudgetterende kommuner ville stå til tab, hvis finansieringen kun blev reguleret for de selvbudgetterende kommuner, mens kommuner med statsgaranti ikke blev reguleret.
Det er med god grund, hvis byrådene i de 16 kommuner med statsgaranti bekymrer sig over de 82 kommuners beslutning om at selvbudgettere i 2024. Prognosen viser nemlig, at gevinsten ved selvbudgettering kommer op omkring 14 mia. kr. i alt, hvoraf ca. 11,6 mia. vil blive modregnet i balancetilskuddet i 2027. Modregningen i balancetilskuddet påvirker i dag alle kommuner, uanset om de har valgt selvbudgettering eller statsgaranti.
Sådan er systemet, fordi balancetilskuddet skal sikre, at den samlede finansiering for kommunerne under ét er uændret. Den skitserede alternative model vil netop forhindre, at regningen bredes ud ved, at de to grupper af kommuner isoleres i hver sit kredsløb.
17 nye kommuner står til tab
I den alternative model vil de 16 kommuner med statsgaranti altså ikke opleve nogen ændring i finansieringen som følge af de andre kommuners selvbudgettering, dvs. de vil undgå det tab på knap 2.000 kr. pr. indbygger, som prognosen viser i dag.
For de 82 selvbudgetterende kommuner vil gevinst og tab blive påvirket af, at der nu er færre kommuner, der skal deles om modreguleringen på balancetilskuddet. I 17 kommuner vil gevinst blive vendt til tab som følge af, at modregningen øges svarende til 171 kr. pr. indbygger.
Som du kan se i kortet herunder, er der i alt 21 selvbudgetterende kommuner, der ville få et nettotab som følge af, at modregningen i balancetilskuddet ville blive større end gevinsten på skatteindtægterne. I dag er det kun fire af de selvbudgetterende kommuner, der står til at miste finansiering i 2027.
Artiklen fortsætter under kortet.
Rudersdal Kommune ville få fordoblet sit tab, og Viborg, Thisted og Odsherred kommuner, som i dag står til tab på maksimalt 50 kr. pr. indbygger, ville miste omkring 200 kr. pr. indbygger.
30 borgmestre ønsker ændring
Ved NB-Mediers nylige rundspørge til borgmestrene tilkendegav et stort flertal af de 37 borgmestre, der svarede, at systemet med selvbudgettering og statsgaranti burde laves om. Det er dog ikke simpelt at lave systemet om på en måde, der imødekommer de forskellige hensyn, og en ændring vil også skulle tænkes sammen med andre tilpasninger i tilskuds- og udligningssystemet.
Sidst opdateret: 31/10/2024 - 06:55









































