Holger Schou Rasmussen (S), t.v., borgmester i Lolland Kommune og Mikael Klitgaard (V) som er borgmester i Brønderslev forklarer, hvorfor de år efter år går under servicerammen.

Holger Schou Rasmussen (S), t.v., borgmester i Lolland Kommune og Mikael Klitgaard (V) som er borgmester i Brønderslev forklarer, hvorfor de år efter år går under servicerammen. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (t.v.) og Brønderslev Kommune

Borgmestre: Udligningen skal ændres, før servicerammen kan fyldes ud

Nogle kommuner er gået under servicerammen i årevis. Det kommer ikke til at ændre sig, hvis ikke udligningssystemet laves om, understreger borgmestre.

Udgivet: 24/10/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Flere kommuner er gået under servicerammen de seneste år, og tendensen ser ud til at fortsætte for nogle i både 2024 og 2025.

Flere borgmestre peger på overfor NB-Økonomi, at det skyldes et strukturelt problem i udligningen, hvor de konstant er underfinansieret.

"Du kan gå hele Lolland Kommunes historie tilbage, og så er der sådan set ikke nogen gange, hvor vi vil gå op til servicerammen, fordi vi har en uduelig udligning," siger Holger Schou Rasmussen (S), der er borgmester i Lolland Kommune.  

SVM-regeringen står i 2025 bag den mest gunstige økonomiaftale i 15 år. I det hele taget har økonomiaftaler de senere år tildelt kommunerne mere per år, end de har været vant til. Alligevel har nogle kommuner haft svært ved at fylde servicerammen ud. Borgmestre fra Lolland og Brønderslev peger på udligningen og finansieringen som hovedudfordringen.

Fik du læst?

Mange kommuner har ikke udnyttet servicerammen de seneste to år

"Det er et rent finansieringsproblem, vi har ganske enkelt for få penge," siger Mikael Klitgaard (V), der er borgmester i Brønderslev.  

"Der er noget i systemet, som kører skævt. Vi diskuterer slet ikke servicerammen hos os, for vi er slet ikke i nærheden af den. Det kalder derfor på en ændring af noget udligning." 

Svært at udfylde serviceramme

De foreløbige budgetter for 2025 går trods regeringens ønskede investering i mere velfærd under servicerammen med 100 mio. kr., og det tal ville formentlig have været langt højere, hvis ikke det var fordi, at kommunerne har rykket rundt på anlæg og service.

Tidligere i budgetprocessen var de første indmeldinger til KL i hvert fald, at servicerammen gik under med én mia. kr. og to mia. kr. over på anlæg.

Fik du læst?

Kommunerne går en smule under servicerammen i 2025

Samme problem i 2024 og 2025

Hvis regeringen vil have mere investering i service, skal noget laves om i udligningen, siger Lollands borgmester.

"Jeg har ikke en forventning om, at det vil ændre sig, med mindre man ændrer udligningen," siger Holger Schou Rasmussen. "Jeg siger konstant: er der en voksen til stede i det her udligningssystem? Nu ser det ud til, at statsministeren endelig er gået på banen og har sagt, at vi skal have kigget på den her udligning."

Fik du læst?

Statsministeren åbner for analyse af udskældt udligningssystem

Begge borgmestre tilføjer, at de også vil gå under servicerammen i både 2024 og 2025, på trods af at de også har fået penge til særligt vanskeligt stillede kommuner.

"Rammen falder år efter år, fordi vi hvert eneste år kører med et budget, der ligger under den eksisterende serviceramme, og så falder den per automatik, så vi bliver dårligere og dårligere stillet," siger Lollands borgmester. 

Sidst opdateret: 24/10/2024 - 10:39

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]