NB-Økonomi fangede minister for digitalisering Caroline Stage Olsen (M) (i midten) til Folketingets åbning tirsdag.

NB-Økonomi fangede minister for digitalisering Caroline Stage Olsen (M) (i midten) til Folketingets åbning tirsdag. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Digitaliseringsminister vil præsentere en strategisk vision for AI i efteråret

Regeringen vil sætte kunstig intelligens i den offentlige sektor på dagsordenen i det sene efterår. Ambitionen er at præsentere en strategisk vision for AI, siger digitaliseringsministeren Caroline Stage (M) til NB-Økonomi.

Udgivet: 04/10/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Kunstig intelligens (AI) i kommunerne og den offentlige sektor skal have øget fokus, fordi Danmark fortsat skal være i digital førertrøje.

Det siger minister for digitalisering, Caroline Stage Olsen (M), i et interview med NB-Økonomi.

"Noget af det, vi kommer til at kigge ind i, er at lave en strategisk vision for kunstig intelligens, som jeg forhåbentlig kan præsentere i løbet af det sene efterår for at sætte nogle rammer for kunstig intelligens," siger digitaliseringsministeren. "Samtidig med det har vi nedsat en task force, som vi har fået over til os i Digitaliseringsministeriet, efter at ministeriet er blevet mere styrket, som skal se på kunstig intelligens i den offentlige sektor." 

I kommunerne er man allerede i fuld gang med at gøre sig overvejelser omkring AI-strategier. En undersøgelse foretaget af Dansk Erhverv tilbage i februar 2024, viste, at 34 ud af 58 kommunaldirektører havde planer om at få en AI-strategi i løbet af de næste 12 måneder. Men én af de ting, der frustrerer både borgmestre og de øverste forvaltningsledere er, at der ikke er klare lovgivningsmæssige rammer på området, og der mangler angiveligt også et mere tydeligt overblik over hvilke teknologier, der passer til kommunerne.

Fik du læst?

De fleste kommunaldirektører vil udarbejde AI-strategi det kommende år

Det er netop noget af det, som ministeriet vil dykke ned i.

"Noget af det, som vi kommer til at kigge ind i efteråret, er kunstig intelligens, og hvordan vi kan bruge det i den offentlige sektor. Vi er af FN lige blevet målt som det mest digitaliserede samfund, og vi får af dem en førsteplads," siger Caroline Stage Olsen. 

"Men vi må ikke hvile på laurbærrene og tro, at vi kan blive ved med at være frontrunners, hvis ikke vi kigger videre ind i, hvad vi kan gøre fremadrettet. Jeg har ikke det fulde billede endnu, men det er klart, at lovgivning så kan blive en mulighed."

Regeringen vil have øje for små kommuner

Digitaliseringsministeren vil ikke kun komme de store kommuners ønsker i møde, når det kommer til digitalisering og kunstig intelligens.

"Vi kommer selvfølgelig til at drøfte det med KL, og her er det ikke kun ud fra de store kommuners betragtning, men for alle. Hvordan er det, vi gør det lettere for kommuner at bruge digitalisering, så de kan bruge deres ressourcer på noget andet?," spørger Caroline Stage Olsen.

En udfordring for især små kommuner er, at det kan være dyrt at sætte eksempelvis nye velfærdsteknologier i gang, fordi det koster i bemanding, oplæring, indkøb og implementering. Det har større kommuner flere muskler til. Men det betyder, at de små kommuner kan komme bagud og ikke få de fordele i form af besparelser eller frigivelse af ressourcer, som digitaliseringsløsninger kan levere.

"Det er netop én af pointerne med digitalisering og AI, at man kan hive nogle ressourcer fri til den nære velfærd," siger Caroline Stage Olsen og nævner også det kommunalt ejede IT-fællesskab KOMBIT, der kan lave nogle digitaliseringsløsninger på tværs.

Sidst opdateret: 04/10/2024 - 08:57

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]