
Finansministeriet har ikke en opgørelse af hvilke faggrupper, der bliver berørt af opgavebortfald i den statslige administration. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Uvist hvilke faggrupper der rammes af besparelser på statens administration
Finansministeriet har ikke overblik over hvilke faggrupper, der rammes af de administrative besparelser i staten.
Udgivet: 26/09/2024
Finansministeriet har ikke en opgørelse af hvilke administrative faggrupper, der skal reduceres som følge af beslutningen om at fjerne 1.000 årsværk i staten.
Det viser et svar til Finansudvalget fra Finansministeriet.
I forbindelse med finanslovsforslaget for 2025 har regeringen peget på en række konkrete opgaver, der skal falde bort og dermed reducere antallet af administrative årsværk med 1.000. Selvom listen af opgavebortfald på mange områder er konkret, foreligger der altså ikke en oversigt over hvilke faggrupper, det vil berøre.
Til gengæld kan man i svaret se, hvordan væksten på de 16.000 administrative årsværk fra 2017 til 2023 fordeler sig på faggrupper. Det kan du se i tabellen herunder.
Hvis reduktionen fordeler sig på samme måde som væksten, vil det svare til 420 jurister og økonomer, 240 magistre, 45 ingeniører, 80 it-medarbejdere, 205 kontorfunktionærer og 10 fra gruppen af øvrige.
Sidst opdateret: 26/09/2024 - 10:46










































