Langtidsledigheden stiger igen
Selvom ledigheden stadig er lav, er der blevet flere langtidsledige det seneste halvandet år. Det rammer især en mindre gruppe af kommuner hårdt. Se her, hvordan det ser ud i din kommune.
Udgivet: 23/09/2024
Efter at langtidsledigheden styrtdykkede fra 2021 til 2022 og derefter har ligget lavt, er der tegn på en vending. Det er nu hver sjette af alle ledige, der er langtidsledig, mens det var nede på hver ottende i starten af 2023.
Udgifterne til hver langtidsledig fylder væsentligt mere i de kommunale budgetter end en korttidsledig, fordi den kommunale andel af udgiften gradvist trappes op og når 80 procent, når ledigheden har varet et år. Samtidig kan det være sværere at komme tilbage i beskæftigelse, når man har været væk fra arbejdsmarkedet i længere tid, og det kan altså kræve en større indsats fra jobcenteret.
På landsplan er andelen af langtidsledige vokset fra 14,1 procent i august 2023 til 15,8 procent i august 2024, viser nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Men det dækker over stor variation mellem kommunerne.
Store forskelle mellem kommunerne
I kommuner så forskellige som Frederikshavn, Hørsholm, Vallensbæk og Vesthimmerland er andelen af langtidsledige vokset med otte til ti procentpoint. I andre kommuner er andelen faldet. Det er blandt andet Lolland, Langeland og Norddjurs, hvor langtidsledigheden ellers har fyldt meget i den samlede ledighed.
Ballerup Kommune har også haft et væsentligt fald i langtidsledigheden, men det er fra et allerede lavt niveau.
I kortet herunder kan du se udviklingen i andelen af langtidsledige i din kommune det seneste år.
Artiklen fortsætter under kortet.
Der er stadig stor forskel mellem kommunerne på hvor mange af de ledige, der er ramt af langtidsledighed. I de kommuner, hvor der er flest, er andelen tre gange så høj som i de kommuner, hvor der er færrest. Du kan se andelen i din kommune i kortet herunder.
I grafen herunder kan du se udviklingen i antal langtidsledige fuldtidspersoner de seneste år. Som du kan se, er niveauet fortsat meget lavt i forhold til 2021.
Definition af langtidsledighed
Antal langtidsledige fuldtidspersoner
Målingen viser antal bruttoledige personer (dvs. ledige såvel som aktiverede) på a-dagpenge, arbejdsmarkedsydelse, kontanthjælp (inkl. særlig uddannelsesydelse), selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse med visitationskategorien "Jobparat" eller uddannelseshjælp og selvforsørgelses- og hjemrejseydelse samt overgangsydelse med visitationskategorien "Åbenlys uddannelsesparat", der har været ledige/aktiverede i minimum 80 pct. af tiden i de seneste 12 måneder (inkl. den valgte måned). Antal personer omregnes til fuldtidspersoner.
Andel langtidsledige personer i forhold til bruttoledige personer
Målingen viser antallet af langtidsledige personer i forhold til bruttoledige personer. Målingen opgør således, hvor stor en andel af alle ledighedsberørte, der er langtidsledige ud fra de anvendte definitioner af langtidsledigheden.
Kilde: Jobindsats.dk
Sidst opdateret: 24/09/2024 - 07:33









































