
Borgmestrene HC. Østerby (S) fra Holstebro, Jesper Greth (V) i Rebild, Lars Storgaard (K) fra Favrskov og Ole Vind (V) fra Hedensted på vej ind på Christiansborg til foretræde i indenrigsudvalget arrangeret af Theresa Berg Andersen (SF). - Foto: Pressefoto
Borgmester: Kun SF tog udligningsproblem seriøst
Det var formanden for Indenrigsudvalget Theresa Berg Andersen (SF), som tog fire borgmestres ønske om analyse af udligningssystemet alvorligt. Andre indenrigsordførere sagde "det er ikke noget, der kommer til at ske".
Udgivet: 19/09/2024
Borgmester i Hedensted Ole Vind (V) kan stadig huske, da han gik rundt på Christiansborgs gange for at finde en indenrigsordfører, der ville lytte og snakke med ham om hans kritik af udligningssystemet, siger han til NB-Økonomi.
"Det var der jo ikke rigtigt nogen, der havde lyst til. De sagde altid “ahh, men det er ikke noget, der kommer til at ske,” siger Ole Vind. "Indtil jeg fik talt med formanden for indenrigsudvalget, Theresa Berg Andersen (SF)".
Theresa Berg Andersen var den første indenrigsordfører i Folketinget, der tog borgmesterens utilfredshed med udligningen seriøst. I Hedensted oplevede man, at selvom man gjorde alt det rigtige og var en vækstkommune, så blev man alligevel fattigere. Blandt andet på grund af en mekanisme, der gør, at hvis man får en person med handicap i arbejde i blot en time om ugen, så straffes man økonomisk i udligningen.
Man ønskede derfor en analyse af udligningssystemet, fordi der er mange mekanismer, hvor man kan vinde eller tabe, men ingen har det fulde overblik over, hvor meget kommunerne samlet set vinder og taber.
Indenrigsordføreren fra SF fortalte Ole Vind, at det ville være bedre, hvis det ikke kun var én kommune, der var ramt af samme problematik. Borgmesteren fra Hedensted fik derfor set på hvilke andre kommuner, der havde lignende udfordringer. Det viste sig, at det havde Favrskov, Rebild og Holstebro.
Lars Storgaard (K), borgmester fra Favrskov er også godt tilfreds med SF's indsats.
"Theresa Berg er godt opdateret," siger han.
Ingen andre partier tog problemstillingen op
Ole Vind talte med mange indenrigsordførere, men heller ikke i de to store borgmesterpartier Socialdemokratiet og Venstre var der meget villighed til at tage kommunernes udfordringer op dengang.
"Jeg mødtes jo med dem, og de er flinke mennesker, men der var jo ikke rigtigt nogen, der troede på min agenda," siger han.
Så det var først, da du mødte SF, der skete noget?
"Ja, for så begyndte vi at tale om, hvordan vi kunne få et foretræde (for Indenrigsudvalget, red.). Men hun syntes, vi skulle være flere borgmestre. Så undersøgte vi, hvilke andre kommuner, der havde en økonomi ligesom vores. Og så rullede det derfra, for efter foretrædet kom høringen om udligningen," siger Ole Vind.
NB-Økonomi har ligeledes prøvet at få fat på både Venstres indenrigsordfører Lars Christian Lilleholt og Venstres finansordfører Hans Andersen, som ikke ønskede at udtale sig om en analyse af udligningen, selvom Hans Andersen var tilstede under høringen. Heller ikke Socialdemokratiets indenrigsordfører Birgitte Vind tog problematikken op i partiets folketingsgruppe lige efter høringen. Hun vurderede ikke, da vi fangede hende til KL's topmøde i marts, at der var politisk vilje til en analyse.
Theresa Berg Andersen er glad for rosen fra borgmestrene, og hun er lettet over, at det endelig er lykkedes at få sat en analyse i gang.
"Det er noget, jeg har presset på med, efter jeg selv er kommet på Christiansborg. Vi har haft en høring og sendt tonsvis af spørgsmål til ministrene, hvilket jeg også har kunnet gøre qva min egen politiske erfaring fra den kommunale verden," siger Theresa Berg Andersen, der blev valgt til Folketinget 1. november 2022, efter hun havde siddet i byrådet i Vesthimmerlands Kommune fra 2013 til 2022.
Glade for at regeringen har lyttet
Der er dog ingen tvivl om, at de fire borgmestre er glade for, at SVM-regeringen har lyttet til dem og nu igangsætter en analyse af udligningen.
"Det er vi rigtig godt tilfredse med, og vi føler, at man har lyttet til os," siger Jesper Greth (V), der er borgmester i Rebild Kommune.
"Jeg synes, det er fantastisk," slår Lars Storgaard fra Favrskov fast.
H.C. Østerby (S), borgmester i Holstebro, forklarer, at det også er resultatet af mange fleres arbejde udover de fire borgmestre.
"Vi er heldigvis mange, der har presset på eksempelvis Balance Danmark. Der er blevet presset voldsomt på igennem længere tid, hvor vi har sagt, at vi simpelthen er nødt til at få lavet et ordentligt serviceeftersyn på udligningsmodellen. Der tænker vi jo også på, at vi skal tilbage til 2012 i Finansieringsudvalget, hvor der sidst blev lavet en analyse af det kommunale udligningssystem," siger H.C. Østerby.
Ole Vind er helt enig med de tre andre udligningsmusketerer, og det første han siger er, at han har det rigtig godt, da NB-Økonomi fanger ham. De har alle været i kontakt med hinanden og ønsket tillykke med resultatet af det hårde arbejde, efter at indenrigsminister Sophie Løhde på et pressemøde onsdag kunne offentliggøre, at nu ville regeringen sætte gang i analysearbejdet.
Sidst opdateret: 19/09/2024 - 11:20









































