
Finansministeriet har opdateret 2030-forløbet i forbindelse med finanslovsforslaget for 2025. - Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Derfor kan folkepensionsalderen godt stige langsommere
Det sætter ikke den finanspolitiske holdbarhed over styr, selvom folkepensionsalderen reguleres langsommere, end der blev lagt op til i Velfærdsaftalen fra 2006. Det viser beregninger fra Finansministeriet.
Udgivet: 11/09/2024
Der kan godt findes alternative modeller for regulering af folkepensionsalderen, som er finanspolitisk holdbare, i stedet for den model, der var en del af Velfærdsaftalen fra 2006.
Det skyldes, at finanspolitikken i dag er såkaldt "overholdbar", dvs. der er et finanspolitisk råderum ud fra de politiske prioriteringer, der er foretaget indtil i dag, og en række tekniske beregningsforudsætninger i Finansministeriets regnemaskine.
Råderummet kan dog kun bruges én gang, så det bliver afgørende for hvor meget, der er til rådighed til bedre velfærd i kommuner og regioner, om der bruges en stor eller lille andel af det økonomiske råderum på en eventuel anden regulering af pensionsalderen.
Regeringens beregninger af den finanspolitiske holdbarhed og det økonomiske råderum er som udgangspunkt baseret på Velfærdsaftalen fra 2006, hvor pensionsalderen sættes op i takt med, at levealderen øges. Efter statsministerens udmelding til Socialdemokratiets sommergruppemøde i august om, at der skal ses på automatikken igen, har der været debat om, hvorvidt det er finanspolitisk holdbart.
Holdbarhed og pensionsalder
I den seneste opdatering af 2030-forløbet, som er regeringens planlægningsværktøj, regner Finansministeriet på, hvad den finanspolitiske holdbarhed vil være under forskellige forudsætninger vedrørende folkepensionsalderen.
Med Velfærdsaftalen fra 2006 som grundlag er finanspolitikken altså overholdbar, men der er plads til en langsommere regulering.
"En langsommere hævelse af pensionsalderen er finansieret af den overholdbarhed, som der er på de offentlige finanser i fremtiden", skriver direktør i tænketanken AE, Lars Andersen, i et debatindlæg. Lars Andersen har også været medlem af Kommissionen om tilbagetrækning og nedslidning, som i 2022 foreslog en alternativ regulering af folkepensionsalderen.
Finansministeriets nye beregninger viser da også, at finanspolitikken fortsat vil være overholdbar, selvom kommissionens forslag bliver til virkelighed, som du kan se af nedenstående figur. Det vil dog ikke være holdbart at fastholde folkepensionsalderen på 70 år efter 2040, med de forventninger vi har til stigende levealder.
Sidst opdateret: 11/09/2024 - 09:44










































