Det kan blive svært for de store S-kommuner at få et godt kommunalvalg i efteråret 2025, hvis krigen mellem Israel og Hamas stadigvæk er højspændt om et år.

Mange storbyborgere vil formentlig stemme ud fra, hvor politikerne står i den konflikt, uanset om det drejer sig om et kommunalvalg eller folketingsvalg.

Borgmestrene er vant til at gå til valg på velfærd i ældreplejen, grøn omstilling, skoler og daginstitutioner. Men denne gang vil der alt andet lige komme spørgsmål til konflikten.

Vil Pernille Rosenkrantz-Theil, borgmesterkandidat i København og Jacob Bundsgaard (S), borgmester i Aarhus kunne garantere, at kommunerne ikke vil støtte produkter fra Israel? Vil man flage med det palæstinensiske flag fra rådhuset? Vil man tage aktivt stilling mod Israel og for Palæstina?

Selv hvis borgmestre i Odense, Aarhus, Aalborg, København, Frederiksberg og andre storbykommuner kan svare ja til alt det, så kan statsminister Mette Frederiksen (S) næppe trække Socialdemokratiet til venstre i den debat. I regeringen har man været irriteret over alle de aktivistiske demonstrationer, der afbryder debatter og dukker uanmeldt op.

Derudover har statsministeren været særdeles hård i sine meldinger om krigen, hvor hun især i starten langede ud efter den palæstinensiske side, fordi de startede et terrorangreb mod Israel den 7. oktober 2023.

Selvom borgmestrene gerne må udtrykke personlige holdninger, så skal man huske på, at kommunerne ikke må handle imod Danmarks udenrigspolitik, som lægges af regeringen.

SF og Enhedslisten kan altid overgå S

Statsministeren har det seneste halve år skruet en smule op for kritikken af Israel, men hun kan næppe gå så langt, som SF og Enhedslisten kan i en valgkamp.

Hvis Socialdemokratiet håber på en Rosenkrantz-Theil-effekt på grund af hendes venstreorienterede baggrund i Enhedslisten, kan de derfor blive svært skuffede.

Det skyldes, at der alt andet lige vil være en afsmittende effekt fra landspolitik til kommunalpolitik. Men Socialdemokratiet består også af en venstre- og en højrefløj. Vil hun tale pro-palæstinensernes sag i skarpe vendinger og tordne mod Israel, så kan hun muligvis tiltrække en smule fra venstrefløjen i sit parti. Men omvendt kan hun risikere at skubbe højrefløjen af sit parti ind over midten.

Derudover er der tilsyneladende sket en ketchupeffekt blandt Københavnske borgmestre uanset partifarve, der måske vil holde sammen mod Socialdemokratiet. Mange er åbenbart rasende over det store borgmesterpartis "magtarrogance", som der er blevet sagt i flere medier, efter at Rosenkrantz-Theil blev udpeget som borgmesterkandidat.

Kan man eksempelvis forestille sig, at K, V, EL, SF og R vil bakke op om en overborgmesterpost fra et andet parti end S, alene for at bryde S-monopolet i hovedstaden? Eller at S er nødsaget til at pege på en overborgmester fra et andet parti, som går mere hen over midten ligesom landspolitik? Snakken går i hvert fald livligt på Københavns rådhus, efter at Sophie Hæstorp Andersen (S) gik af som overborgmester i København for at blive minister, og Rosenkrantz-Theil meldte sig som kandidat til overborgmesterposten for sit parti.

Selvom K, V eller LA heller ikke vil gå til venstre i Palæstina-Israel-konflikten ligesom S, så er sandheden, at når det kommer til kommunalpolitik, så kan de fleste overraskende konstitueringer finde sted, når det kommer til realpolitik efter et valg.