
De to RUC-professorer Jacob Torfing og Eva Sørensen giver her ti gode råd til samskabelse. - Foto: Pressefoto RUC
Fagligt indlæg
To professorers bud på hvad samskabelse kan gøre for offentlig værdiskabelse
Samskabelse skal ifølge to RUC-professorer tage over, efter New Public Management mange steder førte til en styrkelse af bureaukratiet. Læs ti gode råd fra de to professorer her.
Udgivet: 19/06/2024
Af Eva Sørensen og Jacob Torfing, professorer på Roskilde Universitet
Samskabelse er en schweizerkniv, der kan løse langt flere problemer og opgaver, end vi umiddelbart forestiller os. Indsigt i samskabelsens mange forskellige funktioner og bidrag kan bidrage til at sætte turbo på udviklingen af platforme og arenaer for samskabelse, samt igangsætte vigtige diskussioner om ledelse af samskabelsesprocesser.
Samskabelse dukkede frem i kølvandet på skuffelsen over New Public Management
Offentlig politik, styring og serviceproduktion var i udgangspunkt bureaukratisk organiseret og baseret på hierarki, arbejdsdeling og regler. Den bureaukratiske model blev udsat for kraftig kritik i 70’erne og 80’erne. I forlængelse heraf krævede tilhængere af New Public Management, at den offentlige sektor skulle åbne op for, at private virksomheder via privatisering og udlicitering kunne bidrage til at gøre den offentlige service produktion bedre og billigere.
Studier viste imidlertid, at øget brug af private markedskræfter ikke indfriede de gyldne løfter om bedre og billigere service. Samtidigt skabte det nye problemer med øget fragmentering, større krav fra stadig mere kritiske borgere og udvikling af nye bureaukratiske kontrolsystemer. Skuffelsen over New Public Management førte mange steder til en styrkelse af bureaukratiet. Men nogle steder voksede den ide frem, at samskabelse i netværk og partnerskaber kunne løse af nogle af de problemer, som bureaukratiet og markedet havde vist sig ikke at kunne løse?
Der er øget fokus på samskabelse men potentialet er stadig uudnyttet
De sidste år har flere og flere kommuner, regioner og styrelser tilføjet samskabelse til deres værktøjskasse. Den voksende interesse for samskabelse skyldtes i de fleste tilfælde ønsket om at mobilisere samfundsmæssige ressourcer og styrke den demokratiske legitimitet ved at bringe den offentlige sektor tættere på borgerne og de mange aktører i civilsamfundet.
Potentialet for at udnytte samskabelse til at forbedre den offentlig service, skabe gode offentlige løsninger og øge den offentlige værdiproduktion er imidlertid langt fra fuldt udnyttet. Det kan bl.a. skyldes, at politikere, embedsværk og øvrige medarbejdere ikke har gjort sig alle fordelene ved samskabelse klart. Det forsøger vi her at råde bod på ved at give intet mindre end 10 bud på, hvad samskabelse kan gøre for samfundsstyringen.
1. Samskabelse styrker det politiske lederskab
Mange politikere er trætte af at blåstemple forslag til ny politik lavet af embedsværket. De vil gerne spille en større rolle i politikformuleringen. Samskabelse kan hjælpe politikerne ved at give dem input fra borgere og diverse stakeholders, så de bedre kan forstå problemerne og få ideer til løsninger, samtidig med at der skabes politisk opbakning til gennemførelsen.
2. Samskabelse giver bedre implementering
Den offentlige sektor plages af implementeringsproblemer, og skylden skydes ofte på de lange implementeringskæder og modvillige medarbejdere i frontlinjen. Men problemet er ofte, at de formulerede politikker er så dårligt designet, at end ikke den mest kompetente og velmotiverede medarbejder er i stand til at implementere dem. Samskabelse løser problemet ved at involvere relevante og berørte parter i at udvikle policy designs, der bygger på en mere kompleks problemforståelse og løsninger, der rammer skiven.
3. Samskabelse bringer os fra modstands- til medspilsdemokrati
Borgerne er blevet mere kritiske, kompetente og selvbevidste og vil gerne deltage mere aktivt og direkte, end det repræsentative demokrati tillader. Modsvaret har været at udvikle et modstandsdemokrati, hvor borgerne gennem høringer, indsigelsesmuligheder, fritvalgsordninger og valg til brugerbestyrelser kan kritisere, fravælge og forsøge at stoppe offentlige løsninger. Samskabelse søger i stedet at skabe et medspilsdemokrati, hvor offentlige og private parter herunder borgere sammen skaber løsninger og udvikler fælles ejerskab til dem. Den vedvarende dialog gør det muligt at afdække behovene bag kravene.
4. Samskabelse mindsker den politiske polarisering
Der er en stigende polarisering i samfund, som skyldes, at nye og gamle værdisæt strides. Den værdimæssige spænding næres af de sociale mediers ekkorum. Samskabelse kan modvirke polariseringen ved at bringe folk sammen på tværs af politiske og ideologiske skel ved at fokusere på helt konkrete ting og de nære livsbetingelser: adgangen til grønne områder, sikker skolevej, udvikling af bymidten, mv.
5. Samskabelse skaber opbakning til grønne løsninger
Tiden for at løse klimakrisen er ved at rinde ud, og regeringen holder igen med grønne løsninger af angst for at få befolkningen imod sig, hvis den går for hurtigt frem. Modstanden mod vindmølle- og solpanelparker kan imidlertid mindskes betragteligt, hvis befolkningen inddrages i samskabelse af lokale og regionale klimaløsninger.
6. Samskabelse kan skabe mere robust styring
Klimakrisen er ikke den eneste krise, vi står overfor. De sidste årtier har været meget turbulente og har blandt andet budt på en finanskrise, en flygtningekrise, en krig i Ukraine, en forsyningskrise og en energikrise. Offentlige ledere bruger mere og mere tid på at slukke små og store ildebrande. Der er derfor brug for robust styring, der gør den offentlige sektor mere tilpasningsdygtig over for uforudsigelige dynamikker. Det kræver opfindsomhed og inddragelse af civilsamfundet i samskabelse af nye og anderledes løsninger, ligesom vi så det under Corona pandemien.
7. Samskabelse skaber offentlig innovation
Der er brug for offentlig innovation, hvis vi skal håndtere krydspresset mellem stigende krav og forventninger til den offentlige sektor og begrænsede offentlige ressourcer. Samskabelse øger innovationskraften ved at bringe offentlige og private aktører med forskellig viden, erfaringer og ideer sammen. Det fører nemlig til gensidig forstyrrelse og læring, som fremmer udvikling og gennemførelse af innovative løsninger.
8. Samskabelse giver de unge en stemme
De voksne generationer er vant til at få indflydelse gennem deres medlemskab af partier og interesseorganisationer, indsendelse af læserbreve og deltagelse i brugerbestyrelser og formelle høringsprocesser. De unge vil gerne deltage på en anden måde. De er trætte af bare at snakke og vil gerne deltage i processer, hvor man prøver noget af i praksis. Det er kernen i samskabelse, som tilbyder de unge en ny attraktiv deltagelsesform.
9. Samskabelse forbinder system og samfund
Hvad politikere, embedsmænd og fagprofessionelle mener er godt for samfundet, stemmer langt fra altid overens med borgernes mange forskellige holdninger og ønsker. Hvis systemet insisterer på sin ret til at træffe bindende beslutninger med gyldighed for samfundet, opfattes det ofte som, at det sker ’hen over hovedet på befolkningen’. Den opfattelse nærer populistisk systemmodstand. Samskabelse bringer system og samfund sammen i en dialog, hvor den ’offentlige værdi’ forhandles i forhold til de ’sociale værdier’ i samfundet. Det bygger bro over den voksende kløft mellem system og samfund.
10. Samskabelse kobler de mange forskellige styringsniveauer
Lokaler, regionale, nationale og overnationale styringsniveauer bidrager alle på hver deres måde til den offentlige styring af økonomi og samfund. Der er imidlertid behov for at koble styringsniveauerne og gerne så de lokale niveauer får bedre mulighed for at kommunikere og lede opad. Vi kan gøre EU og nationale politikker mere nærværende og træfsikre, hvis der samskabes fælles løsninger på tværs af niveauerne.
Når det går galt
De mange bidrag og anvendelsesmuligheder for samskabelse bør få os til at skabe understøttende platforme og arenaer. Politikker, procedurer og skabeloner for samskabelse gør det nemmere at komme i gang.
Alligevel kan det godt være svært at motivere relevante og berørte parter til at samskabe fælles løsninger. Konflikter mellem deltagerne kan hindre fremdrift, og processen kan køre af sporet, hvis der ikke er klarhed over rammerne for fælles beslutninger.
Derfor er der behov for ledelse af samskabelse. Ikke den sædvanlige oven-fra-og-ned ledelse men en faciliterende ledelse, der på en og samme tid skaber retning og giver plads til deltagerne. Der er stort behov for at diskutere, hvordan vi leder samskabelse, så vi undgår diverse faldgruber. De mange praksiserfaringer skal opsamles og bearbejdes, og det kan ikke gå hurtigt nok. For der er så meget, vi kun kan gøre sammen og ikke alene.
Sidst opdateret: 19/06/2024 - 11:44









































