Grøn bypark med Tivoli som nabo rykker et skridt nærmere

En ny analyse puster liv i projektet om at anlægge en grøn bypark i hjertet af København.

Udgivet: 04/06/2024

Del artiklen:

En grøn bypark midt i København over for Tivoli er rykket et skridt nærmere.

En ny analyse viser, at den offentlige transport uden større konsekvenser vil kunne omlægges i forbindelse med etableringen af parken.

Derfor har Økonomiudvalget i Københavns Kommune besluttet at gå videre med planerne om parken.

Det oplyser Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Byparken vil lukke for bil- og bustrafik på den første del af Vesterbrogade i det område. der også kaldes Vesterbro Passage.

Det grønne område vil få Rådhuspladsen og Tivoli som naboer, og det er netop forlystelsesparken, der tilbage i 2019 stillede forslaget.

Sammen med de øvrige ejendomsejere i området har Tivoli ønsket at ændre området foran parkens hovedindgang.

- En grøn bypark bliver utvivlsomt en gevinst for både københavnerne, og de, som besøger hovedstaden og vil give Tivolis gæster en endnu bedre ankomst til vores forlystelseshave, siger Susanne Mørch Koch, direktør for Tivoli, i meddelelsen.

- Der er tale om et kvalitetsløft af hele området med udsigt til et grønnere København, der også kommer til at bidrage til udviklingen i hovedstaden. Det ser vi i Tivoli meget frem til at blive en del af, siger hun.

Finansieringen til den nye park er endnu ikke på plads. Derfor er der mulighed for, at private fonde kan støtte projektet.

- Det er et spændende projekt, der nu er tættere på at blive til virkelighed. Denne park vil skabe et helt unikt byrum med meget mere byliv og vil gøre København grønnere og give mere plads til gående og cykler, siger Line Barfod, teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune.

Etableringen af den nye park vil kræve en ny lokalplan. Hvordan parken kommer til at se ud, vil ske på baggrund af en arkitektkonkurrence.

/ritzau/

Sidst opdateret: 04/06/2024 - 20:08

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]