At finansminister Nicolai Wammen kun vil skære 1.000 årsværk i statens administration møder kritik af borgerlige finansordførere.

At finansminister Nicolai Wammen kun vil skære 1.000 årsværk i statens administration møder kritik af borgerlige finansordførere. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)

Ordførere i kritik af Wammen: Uambitiøst med kun 1.000 årsværk

Pinligt og voldsomt uambitiøst - det er nogle af de reaktioner, der kommer fra flere ordførere oven på Wammens udmelding om at skære 1.000 årsværk i den statslige administration.

Udgivet: 29/05/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Ifølge Danmarksdemokraterne og Liberal Alliance er det langt fra nok, at finansministeren planlægger at skære 1.000 årsværk i den statslige administration i 2025.

"Det er næsten pinligt uambitiøst, at regeringen blot vil skære 1.000 statsligt ansatte. Over de seneste 6 år er der kommet 16.000 flere til en pris på 11 mia. Penge og hænder, som der er stærkt brug for i kommunerne, så på den baggrund er det drøn uambitiøst," skriver Dennis Flydtkjær (DD), finansordfører, i en sms til NB-Økonomi.

Samme melding kommer fra LA's finansordfører i en sms.

"Det er voldsomt uambitiøst. Alene i løbet af Mette Frederiksens tid som statsminister har regeringen ansat 15.600 flere administratorer i staten. Nu siger regeringen så, at den vil reducere med 1.000, altså vil der efter den øvelse stadig være 14.600 flere administratorer i staten, end da Wammen blev finansminister," skriver Ole Birk Olesen (LA).

Finansminister Nicolai Wammen (S) siger til Ritzau, at de 1.000 ikke er et endemål, men at finansloven for 2025 også kan være en mulighed for at reducere i den statslige administration. Finansloven for 2024 indeholdt en besparelse på 400 mio. kr., hvilket svarer til ca. 500 årsværk.

NB-Økonomi har tidligere lavet beregninger, der viste, at det vil tage regeringen 35 år at rulle væksten i statens administration tilbage til 2011 niveau, hvis man skulle følge SVM-regeringens tempo, der startede med at reducere med 400 mio. kr. i 2024. De 1.000 årsværk svarer ifølge vores beregninger til ca. 750 mio. kr.

Fik du læst?

Det vil tage 35 år at rulle væksten i statens administration tilbage

Bred kritik i Folketinget

Det er ikke kun DD og LA, der rejser en kritik af Wammen.

Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti kritiserer også Wammen med hvert deres udgangspunkt.

“Jeg tror desværre ikke, at man løser unødvendigt bureaukrati ved at fyre ansatte. Bureaukratiske opgaver skal jo stadig udføres, med mindre man ændrer lovgivning eller letter arbejdet," skriver afbureaukratiseringsordfører Kirsten Normann (SF) i en sms og tilføjer, at regeringen netop har indført mere bureaukrati på ældreområdet.

"Et eksempel er, at man lige har brugt mange administrative ressourcer på at lave en ældrelov, mens ikke mindre end to andre ministerier arbejder på andre dele af ældreplejen - nemlig sundhed og sociallovgivning. Det smitter af på praksis, som også kommer til at arbejde i siloer og skal håndtere forskellige love i hverdagens ældrepleje."

Finansminister Nicolai Wammen siger dog til Ritzau, at regeringen ikke blindt vil fyre statsansatte, men de vil fjerne opgaver i stedet.

"Det er vigtigt at sige, at vi ser på denne øvelse, som at vi vil lave opgavebortfald. Der kommer færre opgaver, der skal løses, så vi kan prioritere de her penge til vigtigere ting, herunder den nære velfærd i kommuner og regioner i forhold til børn, ældre og sundhedsvæsnet," siger Wammen.

Erhvervs- og beskæftigelsesordfører Nick Zimmermann (DF) er helt på linje med sine borgerlige kollegaer i DD og LA:

"Ærligt talt, jeg synes, det er en fesen omgang. Lidt har selvfølgelig også ret, så det er da bedre end ingenting. Men altså: antallet af administrativt ansatte og ledere i staten steg med over 16.000 fra 2017 til 2023. I det lys bliver jeg ikke særligt imponeret over, at man nu vil nedlægge 1.000 årsværk - i 2025. Der er brug for meget mere. Antallet af djøf'ere er vokset massivt inden for det offentlige i årevis, mens der mangler sosu'er og sundhedspersonale i 1000-vis," skriver han via pressetjenesten i partiet.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Nicolai Wammen før deadline.

Sidst opdateret: 29/05/2024 - 11:41

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]