
Borgmestre Jens Ejner Christensen (V) fra Vejle, Michael Ziegler (K) fra Høje-Taastrup og Emil Blücher (LA) fra Solrød som alle har valgt at selvbudgettere i 2022, 2023 og 2024. - Foto: Vejle Kommunes pressfoto (t.v.), midten og til højre Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
Selvbudgetterende borgmestre: Gevinsten skal dække tidligere investeringer
Flere penge fra selvbudgettering bruges ikke nødvendigvis på service og skattelettelser i de kommuner, der indkasserer en gevinst. Kommunerne har jo allerede foretaget investeringer på grund af befolkningsvæksten, siger borgmestre.
Udgivet: 23/05/2024
Fire kommuner kan se frem til at score en ganske betydelig gevinst pr. borger, fordi de i de seneste tre år har valgt at bruge selvbudgettering frem for statsgarantien. Pengene lander først i 2025 til 2027, og kommunerne har i mellemtiden haft meget konkrete investeringer på grund af en massiv befolkningstilvækst.
Den regning skal så at sige betales, før man bare kan skrue op for servicen eller give skattelettelser, lyder forklaringen fra flere borgmestre til NB-Økonomi.
"Vi har i nogle år på grund af kapacitetsudbygningen, med at bygge blandt andet skoler, haft en kassebeholdning, der kom lidt for langt ned, og nu er ved at blive bygget op igen. Så det er ikke lige nu, at vi overvejer at sætte skatten ned," siger borgmester i Høje-Taastrup Michael Ziegler (K).
Høje-Taastrup er den klare højdespringer i hele landet. Ifølge prognosetal fra it-konsulenthuset Dataproces og beregninger foretaget af NB-Økonomi, kan kommunen indkassere et beløb på 6.443 kr. pr. borger svarende til 352 mio. kr. i perioden 2025 til 2027, fordi de valgte at selvbudgettere i både 2022, 2023 og 2024. De tre andre kommuner er Silkeborg med 5.534 kr. pr. borger og dermed 545 mio. kr., Solrød med 4.611 kr. pr. borger og 111 mio. kr. og Vejle med 4.677 kr. pr. borger og 561 mio. kr. Men pengene kan ikke bare bruges til at hæve servicen.
I Vejle Kommune er man helt enig med Zieglers betragtninger, selvom man ikke selv har oplevet en presset likviditet.
"Det er nogle penge (fra selvbudgettering, red.), der kommer til os, fordi vi har haft en større vækst end gennemsnittet af kommunerne. Så der har været behov for, at vi laver nogle nødvendige investeringer. Vi har allerede sat en daginstitution på budgetterne de næste fire år. De mange penge, der er sat af til det, de skal jo betales. Vi har også lavet store investeringer allerede på nuværende tidspunkt i infrastruktur, fordi vi vækster mere end gennemsnittet," siger Vejles borgmester Jens Ejner Christensen (V).
Samme budskab kommer fra Solrød, hvor borgmesteren også understreger, at det ville være dyrt for kommunen at vælge statsgarantien.
"Hvis vi kører statsgaranti, går vi glip af alle indtægterne fra de nye borgere, vi får. Vi skal både bygge nye dagtilbud og ansætte flere pædagoger, men får ikke pengene. Det hænger ikke godt sammen at være en vækstkommune, hvis man vælger statsgarantien," siger borgmester Emil Blücher (LA).
Servicerammen kan blive påvirket
Det gælder for alle kommuner, at hvis man havde valgt statsgarantien, ville man have haft flere borgere, end man fik penge for i kommunen. Derfor føler borgmestrene også, det er helt fair, at man nu får penge for de borgere, man reelt har i kommunen.
Men servicen til den enkelte bliver ikke nødvendigvis bedre i de fire kommuner, fordi der er kommet flere borgere, som pengene skal gå til.
I Høje-Taastrup kæmper man dog for at få en højere serviceramme, så den i højere grad passer til det antal borgere, der faktisk er i kommunen.
"Et stigende befolkningsniveau må betyde, at vi også skal have noget ekstra serviceramme, og det er vi lykkedes med at opnå forståelse for. Men det betyder selvfølgelig, at vi er kommet mere skånsomt igennem de seneste par år, end mange andre kommuner," siger Michael Ziegler.
Jens Ejner Christensen forklarer, at man endnu ikke har lagt sig fast på, hvad man skal bruge pengene til fra selvbudgettering - ud over de investeringer, der allerede er sat i gang. Så længe tallene er en prognose og ikke det endelige tal, så vil man heller ikke tage stilling til det.
"Vi har i budgetforligskredsen aftalt, at når tallet bliver faktuelt, så mødes vi og tager en samtale om, hvad vi så gør," siger Jens Ejner Christensen, der tilføjer, at det ikke er et varigt beløb, så man kan ikke bare bruge dem blindt på mere service eller skattelettelser.
"Det er engangspenge, der kommer, det er jo ikke løbende penge, så vi har ikke diskuteret det indgående endnu".
Sidst opdateret: 23/05/2024 - 10:57









































