
Økonomiudvalget i Københavns Kommune er blevet enig om, at virksomheder skal have deres betaling hurtigere. Derfor skal firmaer ikke vente i hele 30 dage fremover, men kun fem til seks dage. Fotoet er fra da kommunen indgik budgetaftale sidste år. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix (arkiv)
Kommune betaler virksomheder efter kun seks dage frem for 30
Københavns Kommune har gjort den midlertidige coronaordning med hurtig betaling af fakturaer til virksomheder permanent. Kommunen vil fremover betale virksomheder efter 5-6 dage frem for 30.
Udgivet: 22/05/2024
Virksomheder i Københavns Kommune kan godt vænne sig til, at de får betaling kun fem til seks dage efter, at kommunen har modtaget en faktura frem for hele 30 dage.
Det er netop vedtaget i kommunens Økonomiudvalg, fremgår det af en pressemeddelelse fra Københavns Kommune onsdag morgen.
"Nu sender vi et klart signal om, at hvis man handler med kommunen, så får man sine penge meget hurtigt,” siger overborgmester og forperson for Økonomiudvalget, Sophie Hæstorp Andersen i pressemeddelelsen.
Udviklingen er interessant, fordi Københavns Kommune ofte scorer meget lavt i eksempelvis Dansk Industris måling om erhvervsvenlighed. Selvom den måling ikke er perfekt - og ikke indfanger alle typer af virksomheder - så er den dog en indikation på, hvor nemt virksomhederne har det i en kommune. Sidste år blev Københavns Kommune nummer 84 ud af 92 kommuner.
DI Byggeri tager da også godt imod den nye ordning.
“Det er fantastisk, at Københavns Kommune har lyttet til virksomhederne og fremover viderefører straksbetaling af fakturaer," siger Mads Raaschou, bestyrelsesleder i DI Byggeri Hovedstaden, til kommunen.
Fra midlertidig til permanent ordning
Det er mange penge, som virksomhederne kan have ude at svømme. Hele 16 milliarder kroner handlede Københavns Kommune for med private firmaer i 2023. Under coronaen satte man betalingshastigheden midlertidigt op, så der ikke skulle gå 30 dage, før de erhvervsdrivende kunne få deres penge. På den måde ville man hjælpe virksomhederne med eventuelle likviditetsudfordringer. Tilsvarende brugte man også ordningen under inflationskrisen.
Det er den ordning, man nu har gjort permanent, står der i pressemeddelelsen.
"Ved at fastholde en kort betalingsfrist fremfor at gå tilbage til en frist på 30 dage, undgås et samlet tab i likviditet på op mod 1 mia. kr. for de virksomheder, kommunen handler med," skriver kommunen.
Ifølge Københavns Kommune, er det noget, som virksomhederne har taget godt imod, viser deres egen undersøgelse.
"Ud af 200 virksomheder, har knap halvdelen svaret i Erhvervsservicemålingen for 2024, at de i meget høj grad eller i høj grad mener, at Københavns Kommunes betaling af fakturaer er blevet bedre efter indførelsen af straksbetaling," står der i pressemeddelelsen.
Sidst opdateret: 22/05/2024 - 10:51









































