
KL-formand Marin Damm og finansminister Nicolai Wammen efter indgåelsen af økonomiaftalen for 2024. - Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Nye tal peger på lille negativ midtvejsregulering
Udgifterne til overførsler er blevet lavere, inflationen er faldet, og selvom der skal gives mere i løn til de offentligt ansatte, tyder tallene alligevel på, at kommunerne skal aflevere et mindre beløb i forbindelse med midtvejsreguleringen.
Udgivet: 16/05/2024
Den seneste økonomiske prognose peger på en negativ midtvejsregulering på knap en milliard kroner. Det er den samlede effekt af lavere overførsler, lavere inflation og højere lønstigninger.
Det viser beregninger, NB-økonomi har lavet på baggrund af regeringens nye prognose; Økonomisk Redegørelse maj 2024.
Selvom tallene teknisk set udløser en midtvejsregulering, så er det ofte lykkedes KL at indgå et kompromis med regeringen, hvor den ikke opkræver pengene, men alene justerer de afledte effekter på servicerammen.
I forbindelse med midtvejsreguleringen justeres kommunernes økonomi på baggrund af de nye skøn for en række centrale størrelser. Reguleringen skal altså håndtere, at forudsætningerne for at drive en kommune har ændret sig i det år, der er gået, siden økonomiaftalen blev indgået.
Og effekten for den enkelte kommunes økonomi af midtvejsreguleringen afhænger derfor af hvilke budgetforudsætninger, der er blevet brugt i den kommunale budgetlægning, og i hvor høj grad de er blevet korrigeret løbende, efterhånden som man i kommunen er blevet klogere på udviklingen.
Overførselsudgifterne er samlet set blevet lavere
Udgifterne til særligt arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp er blevet lavere end ventet for et år siden. I den modsatte retning trækker, at der er blevet flere førtidspensionister og modtagere af sygedagpenge.
Samlet set ligger udgifterne til overførsler omkring to milliarder kr. lavere end forudsat sidste år. Det beløb vil kommunernes økonomi blive korrigeret for, men det påvirker ikke den samlede serviceramme.
Til gengæld vil kommuner, der haft et mindre fald i overførselsudgifterne end gennemsnittet, blive ramt og få reduceret råderummet, mens kommuner, hvor overførselsudgifterne er faldet mere, vil kunne realisere en gevinst.
Pl-reguleringen vil øge servicerammen
En simpel beregning lavet på baggrund af de nye skøn for inflationen (forbrugerpriserne) og budgetvirkningen af lønstigningerne i den offentlige sektor peger på, at pl-skønnet øges med cirka 0,3 procentpoint i forhold til økonomiaftaleforudsætningerne.
Hvis det holder, vil det isoleret set betyde et løft af servicerammen på omkring en milliard kroner.
Pl-reguleringen består af en løn-del og en pris-del.
Vedrørende lønreguleringen består en del af de højere lønstigninger af udmøntningen af trepartsaftalen fra december 2023, nemlig lønløftet for visse grupper offentligt ansatte - i kommunerne særligt sosu'er og pædagoger. I 2024 tilføres godt en mia. kr., sv.t. 11 mio. kr. for en gennemsnitskommune, som skal dække de lønstigninger, der er en konsekvens af trepartsaftalen.
Disse øremærkede lønstigninger var ikke kendt ved økonomiaftalens indgåelse, og derfor kommer reguleringen nu.
Tilsvarende er der indgået overenskomstaftaler for de offentligt ansatte, og lønreguleringen afspejler derfor også de lønstigninger, der blev aftalt her.
Pl-reguleringens pris-del trækker nedad i den samlede regulering, fordi inflationen nu skønnes lavere end for et år siden. Skønnet er justeret ned fra 3,0 procent i maj sidste år til 2,1 procent. Det betyder isoleret set en mindre serviceramme, som man i den enkelte kommune må håndtere budgetmæssigt. Det skal dog huskes, at kommunerne gik ind i året med en gevinst på den lavere inflation i 2023 af omtrent samme størrelsesorden.
Effekten på den kommunale økonomi af både højere lønstigninger og de lavere prisstigninger afhænger altså af, hvordan man har budgetlagt - har man for eksempel taget højde for, at inflationen var på vej ned i efteråret - og har man korrigeret budgetterne undervejs - for eksempel ved at nedskrive budgetterne for øvrig drift i 2024.
Midtvejsreguleringen er baseret på en række tekniske beregninger og en forhandling mellem KL og regeringen, og derfor er det umuligt på nuværende tidspunkt at sige præcis, hvor stor midtvejsreguleringen bliver.
Sidst opdateret: 16/05/2024 - 14:01









































