
Finansminister Nicolai Wammen ankommer til sættemøde for økonomiforhandlingerne med KL. - Foto: Egne fotos
Finansminister holder bureaukratikortene tæt til kroppen midt i økonomiforhandlinger
Nicolai Wammen er påfaldende lidt informativ i et svar til Folketinget om muligheden for at tage penge fra statens bureaukrati og bruge på kommunal velfærd. Dermed lever muligheden stadig i økonomiforhandlingerne.
Udgivet: 14/05/2024
Når økonomiforhandlingerne er i gang, så er det ofte mest interessant, hvad finansministeren åbenlyst forsøger at krybe udenom i svar til Folketinget.
Derfor er det værd at bemærke, at finansministeren tilsyneladende gør sig stor umage for ikke at gøre rede for sin holdning til KL's krav om, at regeringen skal spare på det voldsomt stigende statslige bureaukrati og i stedet bruge pengene på kommunal velfærd.
"Når regeringen har bedt kommunerne og regionerne om at se på administrationen, er det helt naturligt, at der også i staten ses på administrationen. Regeringen har derfor bl.a. gennemført generelle rammereduktioner i staten på 400 mio. kr. årligt i 2024 og frem. Regeringen vil desuden senere i år præsentere et flerårigt arbejdsprogram for staten, som blandt andet har til formål at understøtte opgavebortfald og begrænse statslig administration og bureaukrati. Regeringen kommer med andre ord til at tage egen medicin, så der kan bruges flere penge på politisk prioriterede områder frem for på unødvendige regler og administration," hedder det i svaret.
Det er værd at bemærke, at finansministeren bruger den meget upræcise betegnelse senere i år og ikke eksempelvis til efteråret. Dermed holder ministeren muligheden åben for, at han returnerer KL's sjældent skarpe kritik af regeringen for at vælge bureaukrati frem for velfærd ved at lancere sit statslige afbureaukratiseringsprogram allerede inden for de kommende uger og målrette pengene til kommunal velfærd i økonomiaftalen.
Teknisk set er det ligegyldigt, om finansministeren gør det eller alternativt vælger at tage penge til kommunerne fra råderummet og så venter med statens afbureaukratiseringsplan til finansloven. Men politisk er der en stor forskel.
Hvis finansministeren eksempelvis vælger at skære en milliard eller mere i statens bureaukrati i 2025 og giver de penge til kommunerne, så vil KL's forhandlere have sværere ved at protestere, hvis finansministeren samtidig kræver, at kommunerne stepper op i afskaffelsen af det bureaukrati, som er opstået ude i kommunerne.
Finansministeren kunne på den måde inddrage ekstra administrationsbesparelser på nogle hundrede millioner kroner i kommunerne og bruge dem i regnestykket for økonomiaftalens finansiering, så det på papiret ser ud af mere. Det er sket før.
Altså lægge fx 300 millioner kroner oveni de 700 millioner kroner, der var en del af økonomiaftalen for 2024, og dermed tage næste skridt på vejen til de 2,1 milliarder kroner, som er målet for de kommunale administrationsbesparelser.
Den manøvre vil betyde, at regeringen uden at skulle have pengene op af statskassen kan bryste sig af at prioritere ekstra mange penge til øget kommunal velfærd. Og med kommunernes slogan om at prioritere velfærd fremfor bureaukrati, så vil det være sværere for kommunerne at modsige den argumentation.
Sidst opdateret: 14/05/2024 - 13:17









































