Heunicke vil afsøge muligheder for lov om oprydning af nikotinposer

Miljøministeriet skal undersøge, om man kan bede producenter kompensere for nikotinposer smidt i naturen.

Udgivet: 11/05/2024

Del artiklen:

Miljøministeriet skal undersøge, om der kan laves lovgivning om udvidet producentansvar for producenterne af nikotinposer.

Det siger miljøminister Magnus Heunicke (S) i en skriftlig kommentar til Ritzau.

Torsdag kom det frem, at over fem millioner nikotinposer hvert år ender i naturen eller det offentlige rum.

- Det er klart, at det gør stort indtryk på mig, at 5,3 millioner nikotinposer ender i naturen hvert år. Det er alt for mange, siger ministeren.

Tallet stammer fra en rapport. Den er lavet af DTU Sustain for Miljøstyrelsen.

Udvidet producentansvar betyder, at virksomhederne er ansvarlige for oprydning af deres produkter, når de bliver smidt i naturen og det offentlige rum.

EU har allerede lavet et direktiv, som betyder, at cigaretindustrien skal kompensere de danske kommuner for at rydde cigaretaffald op.

Ifølge miljøministeren betyder det, at cigaretindustrien skal betale 84,5 millioner kroner i kompensation om året.

Men nikotinposer er ikke omfattet af EU-direktivet.

- For mig er der ikke forskel på, om det er cigaretskod eller nikotinposer, der ender i naturen. Det er noget affald, der ikke skal ligge og flyde i vores natur, siger miljøministeren.

Nikotinen i poserne kan også have potentielt skadelige effekter på miljøet. Men ifølge DTU Sustain kræver det flere undersøgelser, hvis man skal fastslå omfanget.

Da Danmarks Naturfredningsforening i april holdt den årlige affaldsindsamling, blev der fundet mindst 115.000 snus- og nikotinposer.

Projektleder Charlotte Juul udtrykte over for Ritzau håb om, at nikotinposerne bliver omfattet af det udvidede producentansvar, som gælder i forhold til cigaretter.

Ifølge Miljøstyrelsen er nikotinposer både problematiske for dyr og natur. Efter brug kan de indeholde 63 procent af den oprindelige nikotin.

/ritzau/

Sidst opdateret: 11/05/2024 - 16:34

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]