Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) præsentere en delaftale på det specialiserede socialområde sammen med KLs formand Martin Damm (V) og næstformand Jacob Bundsgaard (S).

Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) præsentere en delaftale på det specialiserede socialområde sammen med KLs formand Martin Damm (V) og næstformand Jacob Bundsgaard (S). - Foto: Christina Yoon / NB-Økonomi

Socialminister indrømmer: Kvalitetshop er i Christiansborgtempo

Socialminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) medgiver, at borgere med handicap og kritiske borgmestre ikke får kvalitetsløft i hverdagen lige med det samme. "Det er i hvert fald ikke i 2024," siger hun til NB-Økonomi.

Udgivet: 08/05/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Selvom social- og boligminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) lover kvalitetsløft, kvalitetshop og en forbedret velfærdssituation for borgere med handicap "ret hurtigt", så medgiver hun over for NB-Økonomi, at det vil blive hurtigt i Christiansborgtempo.

"For den enkelte borger er det et meget stort kvalitetsløft i hverdagen, hvis man slipper for at skulle genansøge, hver gang man skal bruge et hjælpemiddel. Det vil sige for borgerens hverdag, og det, der vil forbedre sig for deres velfærdssituation, der mener jeg, vi vil se nogle af tingene ret hurtigt," siger Pernille Rosenkrantz-Theil i et interview med NB-Økonomi lige efter doorstep med KL om delaftale på det specialiserede socialområde mandag formiddag.

NB-Økonomi har skrevet og talt med omkring 30 borgmestre, hvoraf langt de fleste er kritiske over for socialministerens brug af ordene kvalitetshop, så længe der ikke også kommer økonomi med. Til pressemødet mandag bruger hun både kvalitetsløft og forbedret velfærdssituation oveni. Men det er ikke noget, der effektueres hurtigt i hverken borgernes eller kommunernes optik, men snarere i Christiansborgtempo.

Hvad er ret hurtigt? For nogle borgere mener måske med det samme, og i den politiske verden, er det lidt længere.

"Det er i hvert fald ikke i 2024, for vi kan ikke nå at lovbehandle i 2024. Så i 2025 vil jeg tro, vi kan begynde at tage hul på det, men jeg tør ikke at lægge hovedet på blokken. For der skal være politiske forhandlinger forud for det, og aftalekredsen skal være enig. Derefter skal det igennem den sædvanlige lovmølle på Christiansborg," indrømmer socialministeren.

Ikke nødvendigvis klar i valgkampsår

Det betyder i praksis, at borgmestrene og kommunalbestyrelsesmedlemmerne kan ende med at skulle forklare Christiansborglogik og lovteknik i en valgkamp, hvor socialministeren har lovet kvalitetsløft.

For mange af de initiativer, som regeringen og KL er blevet enige om, er ikke nødvendigvis på plads, når kommunerne går i valgkampsmodus i starten af 2025. Selvom valget først ligger i november 2025, så går mange politikere i gang med valgkampsarrangementer og -forberedelser allerede i starten af året.

Derfor kan socialministeren godt se, at der tales lidt forbi hinanden, selvom hun mener, at kommunerne og hun overordnet set er enige.

"Deri ligger måske også, at vi ikke er så enige om, hvornår kvalitetsløftet kommer. For hvis kommunens perspektiv er, kommer det i morgen, så er svaret 'nej, det gør det ikke'. Kommer det hurtigt i Christiansborgsammenhæng? Ja, det gør det," siger Pernille Rosenkrantz-Theil og forklarer, at så snart lovgivningen er på plads, så vil borgerne kunne mærke det.

"Når vi er færdig med at lave den lovgivning, der kommer til at følge med på hjælpemiddelområdet og på merudgiftsområdet, så kommer borgeren til med det samme at få en stor forbedring i hverdagen. Så når jeg siger hurtigt, så er der fordi, at det i Christiansborgsammenhænge er hurtigt, og det ved jeg godt, det ikke er for den enkelte borger," understreger hun.

Sidst opdateret: 07/05/2024 - 11:29

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]