Lav inflation trækker i retning af tab ved midtvejsregulering
En inflation på to procent i 2024 vil isoleret set betyde en negativ midtvejsregulering på godt en halv milliard kroner. Det svarer til den gevinst, kommunerne opnåede i 2023 ved, at inflationen faldt uventet meget i slutningen af året.
Udgivet: 10/04/2024
Med den uventet lave inflation er der udsigt til, at der i beregningen af midtvejsreguleringen kommer til at indgå et minus. Lander inflationen for eksempel på to procent i 2024, vil det være et procentpoint lavere end forventet ved økonomiaftalen for 2024, svarende til et minus på 6-700 millioner kroner.
Nationalbanken forventede ved sin seneste prognose i marts en inflation på 2,2 procent i 2024.
I de tre første måneder af 2024 ligger priserne kun én procent højere end i de tilsvarende måneder i 2023. Prisudviklingen er stilnet af i løbet af 2023, og priserne ligger i marts i år på niveau med det seneste højdepunkt i juli 2023 ifølge forbrugerprisindekset. Tallene er netop offentliggjort af Danmarks Statistik.
Et procentpoints afvigelse på forbrugerprisudviklingen svarer til 6-700 millioner kroner, viser en simpel udregning, som NB-Økonomi har foretaget med udgangspunkt i tidligere beregninger fra KL.
Man skal være opmærksom på, at den varige gevinst, som kommunerne opnåede i 2023, fordeler sig anderledes end en eventuel midtvejsregulering vil gøre. Gevinsten ved de lavere priser vil fordele sig afhængigt af den enkelte kommunes indkøbsmønster, mens midtvejsreguleringen følger folketallet.
Her kan du se udviklingen i inflationen siden starten af 2022:
Regulering eller ej
Grunden til, at den lave inflation i slutningen af 2023 har en anden økonomisk virkning end den fortsat lave inflation i starten af 2024, er, at pl-efterreguleringen af kommunernes økonomiske rammer kun sker én gang - midt i budgetåret - og altså på baggrund af noget, der stadig er prognose. Det vil sige, at udviklingen i den sidste del af året - efter økonomiaftalen - vil være kommunernes tab eller gevinst.
I regnestykket her ses alene på prisvirkningen, men der er en række andre størrelser, der spiller ind på midtvejsreguleringen, herunder udviklingen i forskellige typer overførsler. En anden ubekendt i ligningen er lønudviklingen, altså l'et i pl-reguleringen.
Ved offentliggørelsen af Økonomisk Redegørelse i maj lægger staten sig fast på det skøn for pris- og lønudvikling og øvrige poster, der kommer til at indgå ved midtvejsreguleringen. Der er tradition for, at KL forhandler sig frem til, at mindre beløb ikke skal afregnes.
Sidst opdateret: 10/04/2024 - 10:34
Emner: Inflation





































