
Tranæs-udvalgets anbefalinger vil ikke lette kommunernes økonomi i 2025, anderkendte Torben Tranæs ved præsentationen af Ekspertudvalgets anbefalinger. - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix (arkiv)
Tranæs-udvalgets anbefalinger på handicapområdet vil ikke lette økonomien i 2025
På trods af en række anbefalinger fra Tranæs-udvalget om bedre muligheder for styring af økonomien på det specialiserede socialområde kan der ikke ventes luft i budgetterne allerede i 2025.
Udgivet: 04/04/2024
Tranæs-udvalget præsenterede i går sin endelige rapport, der skal sikre bæredygtig økonomisk og faglig udvikling på det specialiserede socialområde.
Udvalget blev nedsat efter en årrække med store udgiftsstigninger på det specialiserede socialområde. Fra 2018 til 2022 er udgifterne steget med 4,5 milliarder kroner.
"Det er velfærdsprioriteter, der er sket bag om ryggen på politikerne," siger udvalgets formand Torben Tranæs ved præsentationen.
I rapporten er der flere markante forslag, skriver NB-Social. Blandt andet ønsker udvalget en revision af serviceloven, og der er en række anbefalinger, der sigter på en bedre styring af økonomien på det specialiserede socialområde.
Kommunerne er stadig pressede til næste år
På trods af den lange række af økonomiske forslag, vil kommunerne også være pressede på økonomien i 2025.
"Vores oplevelse er sådan set, at hvis man på ret kort sigt vil have meget hånd i hanke med økonomien, så kan man gøre det relativt hurtigt. Hvor mange år det er, det har vi ikke estimeret på. Man kan gøre det relativt hurtigt. Det vil ikke være til næste år, men man vil kunne gøre det relativt hurtigt", sagde Tranæs ved præsentationen.
Tranæs mener, at det blandt andet i praksis handler om at øge brugen af servicelovens paragraf 138, der handler om lokale serviceniveauer.
"Der er flere ting, der skal til. Noget af det handler om politiske beslutninger."
Ifølge Tranæs er der en række af udvalgets forslag, der har en mere kontant effekt, men han erkender, det først skal besluttes politisk og implementeres.
"Problemstillingen bliver ikke fundamentalt anderledes fra det ene år til det andet."
I en pressemeddelelse fra KL siger formand Martin Damm:
”Ekspertudvalgets rapport viser den kompleksitet, der er på socialområdet, og at de eksisterende rammer og strukturer er med til at drive udgifterne i vejret. Det er udfordringer, som vi også har peget på fra kommunernes side gennem flere år. Men ekspertudvalgets arbejde viser også, der ikke er et quickfix til at få indsatserne og økonomien til at gå mere hånd i hånd,” og fortsætter:
”Det er ikke nogen nem nød at knække at bryde udgiftsstigningen på socialområdet. Ekspertudvalget er kommet med gode bud på, hvilke greb der skal til. Men hvis vi skal gennemføre anbefalingerne, kommer det til at kræve noget af både lovgiver og af kommunerne. Det skal vi nu have en seriøs snak med regeringen om frem mod årets økonomiforhandlinger."
Ankestyrelsen skal spille en mindre rolle
Derudover har udvalget også præsenteret anbefalinger, der skal gøre serviceloven mere klar og tydelig. Det skal nemlig være nemmere for borgere og kommuner at se rækkevidden af de enkelte regler i servicelovens anvendelse.
I praksis kan det betyde, at Ankestyrelsen kommer til at spille en mindre rolle, anerkender udvalgsformand Torben Tranæs.
"Ja, det kan man godt sige," siger Tranæs til NB-Social og fortsætter:
"Hvis de (politikerne på Christiansborg, red.) fremadrettet lægger et mindre fortolkningsrum, så vil der være det mindre fortolkningsrum. Det kan for eksempel være ved at vælge alternative tilbud. Der står, at de slet ikke må være dyrere."
Udvalget foreslår, at det også gælder bagudrettet, hvor man kigger på nogle af Ankestyrelsens afgørelser og undersøger, om det er lovgivers intention, at fortolkningsrummet bliver udfyldt på den måde.
Læs alle forslagene her:
Sidst opdateret: 04/04/2024 - 11:22









































