Her er der mange kronikere uden arbejde

Der er store kommunale forskelle på, om borgere med kronisk sygdom er i beskæftigelse eller uden for arbejdsmarkedet. Det viser tal i "Sundhedsdata på tværs", der kobler arbejdsmarkedsdata med sundhedsdata. Se tallene for din kommune her.

Udgivet: 04/04/2024

Pia Paarup Krebs

Redaktør

Del artiklen:

I mange kommuner er en stor andel af borgerne med kroniske ydelser uden for arbejdsmarkedet enten varigt eller midlertidigt. Det viser tal fra "Sundhedsdata på tværs" (eSundhed.dk). Og i tre kommuner er det mere end hver anden kroniker, der ikke er i arbejde.

I den modsatte ende er der ti kommuner, hvor færre end hver fjerde borger med kronisk sygdom er uden for arbejdsmarkedet.

Borgere med kroniske lidelser må alt andet lige forventes at have sværere ved at få eller bevare en arbejdsmarkedstilknytning, og det er overraskende, at der er så stor forskel mellem kommunerne. Det er særligt i udkantskommunerne, at beskæftigelsesniveauet for kronikere er lavt.

I kortet nedenfor kan du se tallene for hver kommune (artiklen fortsætter under kortet).

Yderkommuner er særligt hårdt ramt

Langeland, Lolland og Morsø kommuner har en stor andel af kronikere, der er uden for arbejdsmarkedet. Det skal med i billedet, at det er kommuner med en ledighed over landsgennemsnittet og altså et mere udfordret arbejdsmarked.

For alle borgere i den erhvervsaktive alder (16-67 år) var det i 2022 18 procent, der var varigt eller midlertidigt uden for arbejdsmarkedet. I de ti kommuner med den laveste andel kronikere uden arbejde er der altså kun en svag overrepræsentation set i forhold til landsgennemsnittet for alle borgere.

Det gælder for alle typer af kroniske lidelser, at der er stor forskel mellem kommunerne. Tallene siger ikke noget om sværhedsgraden af den kroniske lidelse, eller om der er andre udfordringer for borgeren, der kan gøre det svært at være på arbejdsmarkedet.

Fakta

Sundhedsdata på tværs

Sundhedsdata på tværs - Arbejdsmarkedstilknytning

Rapporten indeholder oplysninger om den danske befolkning  i den arbejdsdygtige alder (16-67 år) og deres tilknytning til arbejdsmarkedet, aktivitet i hospitals-, kommune- samt praksissektoren. Seneste år er 2022.

Personer med arbejdsmarkedstilknytning er opgjort inkl. uddannelsessøgende.

Kronisk sygdom er afgrænset til astma, demens, KOL, leddegigt, osteoporose, skizofreni, type-1 og type-2 diabetes. Nogle borgere kan have mere end én kronisk lidelse.

Link til Sundhedsdata på tværs.

Sidst opdateret: 09/04/2024 - 07:50

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]