KL-formand Martin Damm advarer om, oppositionen er igang med at vælte nye bureaukratiske tiltag ned over kommunerne ved forhandlingerne om den nye ældrelov.

KL-formand Martin Damm advarer om, oppositionen er igang med at vælte nye bureaukratiske tiltag ned over kommunerne ved forhandlingerne om den nye ældrelov. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Damm frygter oppositionen vil presse nyt bureaukrati ned over kommunerne

Kommunernes førstemand frygter, at regeringens forslag til ældrelov sander til i nyt bureaukrati, fordi de øvrige partier i Folketinget kræver indrømmelser i form af nye proceskrav. Partierne burde ifølge Martin Damm gå den modsatte vej og kræve mindre bureaukrati.

Udgivet: 21/03/2024

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

KL-formand Martin Damm advarer om, at den politiske proces om ældreloven vil svække det opgør med unødigt bureaukrati, som er selve formålet med regeringens ældrelov.

"I det udkast til en ældrelov, regeringen kom med, der havde man jo forsøgt at få samordnet de mange tilsyn og få fjernet de mange proceskrav. Men nu hører vi på vandrørene, at det er meget svært at komme videre med forhandlingerne, fordi de øvrige partier nu kommer med krav om særlige måder at organisere arbejdet på og så videre og så videre - altså den stik modsatte retning."

Martin Damm opfordrer derfor partierne til at tænke modsat - at stille krav om færre proceskrav og færre tilsyn for at støtte ældreloven.

"Det parti, som tog regeringens forslag, og så sagde: 'Kunne vi ikke også undvære det her bureaukrati? Fordi så kunne vi levere endnu mere velfærd'. De ville godt nok have sat et markant aftryk og faktisk gjort noget rigtigt godt," lyder inspirationen fra KL-formanden.

"Og jeg tror endda, det ville være meget mere populært end at gå i den anden retning," tilføjer han.

Hvis ældreloven var færdselsloven, så ville der ske mange uheld

NB-Økonomi fangede KL-formanden, mens han sad i sin bil på vej til det kommunale topmøde i Aalborg, og måske derfor sammenligner Martin Damm de nuværende regler på ældreområdet med færdselsloven.

Mens der på ældreområdet er ekstremt detaljerede krav om, hvordan det faglærte personale præcist skal udføre alle opgaver og bunker af kontrol, så er det helt anderledes med færdseksloven.

"Den sætter jo nogle grundlæggende og helt nødvendige rammer for, hvordan vi skal agere i trafikken. Eksempelvis at vi skal køre i højre side, at man ikke må være påvirket og at der er nogle hastighedsbegrænsninger. Men færdselsloven bestemmer ikke, hvad jeg skal sidde og høre i radioen, hvornår jeg skal kigge til venstre og hvornår jeg skal kigge til højre, hvordan mit sæde skal være indstillet, eller hvem der skal sidde ved af mig og på hvilke tidspunkter. Det overlader man til føreren - så føreren hele tiden kan køre efter forholdene."

Det er ifølge Martin Damm helt modsat på ældreområdet.

"Her sidder man og laver manualer, som betyder, at man i ældreplejen faktisk ikke skal køre efter forholdene. Man skal gøre nogle bestemte ting og dokumentere det på nogle bestemte tidspunkter. Og des mere vi har af den slags bureaukrati, des mindre ressourcer har vi til velfærd til borgerne," lyder opsangen fra KL-formanden til de politiske partier.

Når partilederne indtager bordet sidst på formiddagen, så får de 1.500 kommunale deltagere i det store topmøde et første indtryk af, om partierne har lytte til opsangen.

Sidst opdateret: 21/03/2024 - 10:54

Emner: Bureaukrati

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]