Spørgerunde: Flere penge eller politisk ærlighed
Byrådsmedlemmerne er splittede mellem, om det er vigtigst at få flere penge ved økonomiforhandlingerne, eller om de foretrækker, at der sker en mere ærlig forventningsafstemning med borgerne. Det viser en ny spørgeskemaundersøgelse, som NB-Medier har foretaget op til det kommunale topmøde i Aalborg 21. og 22. marts.
Udgivet: 20/03/2024
Der er næsten uafgjort mellem de kommunalbestyrelsesmedlemmer, der vil have en højere serviceramme i økonomiaftalen, og dem, der hellere vil have en større ærlighed fra Christiansborg om, hvad pengene i aftalen rækker til.
Det fremgår af svarene på den spørgeskemaundersøgelse, NB-Medier netop har gennemført. Detaljer om undersøgelsen kan du se af faktaboksen nederst i artiklen.
53 procent har svaret, at det er vigtigst for dem med en mere ærlig forventningsafstemning, hvilket kan tolkes som en voksende frustration i kommunedanmark over misforholdet mellem regeringens løfter om at holde hånden under velfærden og de penge og styringsmuligheder, der er til rådighed.
Det kan samtidig afspejle, at en række kommuner i dag ikke har råd til at bruge den serviceramme, de har til rådighed, og derfor ikke vil have glæde af en større ramme. Igen en kilde til frustration i den kommunale hverdag.
En af dem, der har svaret, at forventningsafstemningen er vigtigst, er Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard (V).
"Jeg går ikke så højt op i at få en højere serviceramme, for vi har slet ikke råd til at udfylde den, vi har. Det er uholdbart, at Folketinget bygger en masse luftkasteller, mens vi står i kommunerne og mangler penge til det hele. Det må vi have en samtale om, for det er faktisk ikke sådan, at velfærd bare kommer ud af det blå," siger han.
I Gladsaxe kunne byrådsmedlem Signe Rosa Skelbæk (EL) godt tænke sig en større serviceramme.
"Vi diskuterer at indføre et Gladsaxe-tillæg for at kunne rekruttere pædagogisk personale, hvilket vi har massive problemer med. Her støder vi hovedet mod serviceloftet. Pengene kunne vi egentlig godt finde i vores nuværende økonomi," siger hun.
Det vil sige, at der er endnu en faktor, der trækker i retning af behovet for en mere ærlig forventningsafstemning, nemlig udfordringerne med at rekruttere personale til de kommunale velfærdsopgaver.
De vigtigste emner til økonomiforhandlingerne
Særligt det specialiserede socialområde fremhæves som et vigtigt fokusområde i forbindelse med økonomiforhandlingerne. Tre fjerdedele af dem, der har svaret, peger på dette område som det vigtigste.
I grafikken nedenfor kan du se hvilke emner, der i besvarelserne er vurderet som de vigtigste til økonomiforhandlingerne.
Det specialiserede socialområde skiller sig ud, men også ældreområdet, skoler og grøn omstilling fylder meget i besvarelserne.
Brønderslevs borgmester Mikael Klitgaard (V) peger på administrative besparelser og det specialiserede socialområde som det centrale - og nok så vigtigt:
"Jeg mener, at man må lave puljen til vanskeligt stillede kommuner markant større. Gerne på 2 milliarder kroner. Vi er nogle landkommuner, der har udfordringer med mange ældre og mange førtidspensionister," siger han.
NB-Mediers spørgeskemaundersøgelse marts 2024
Undersøgelsen er sendt ud til 2.395 kommunalbestyrelsesmedlemmer.
369 har svaret helt eller delvist på spørgsmålene. Heraf er 139 delegerede til delegeretmødet i KL, som afholdes i Aalborg d. 21. marts.
Besvarelserne er tæt på repræsentative i forhold til partifordelingen i kommunalbestyrelserne på landsplan med en lille overvægt til SF og en lille undervægt til Dansk Folkeparti vurderet i forhold til seneste kommunalvalg i 2021.
Undersøgelsen omfatter en række spørgsmål vedrørende kommunernes økonomi og de forestående økonomiforhandlinger for kommunerne.
Sidst opdateret: 20/03/2024 - 12:53









































