
For rullende kamera og på national TV meldte Lars Løkke Rasmussen (M) ud lørdag, at Sundhedsstrukturkommissionen først kommer med sine anbefalinger til juni i stedet for april. - Foto: Christina Yoon / NB-Økonomi og NB-Ældre
Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger kommer først til juni
Planen var, at Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger skulle komme til april og senest i maj. Men nu har Lars Løkke Rasmussen netop meldt ud, at de først vil komme til juni.
Udgivet: 19/03/2024
Anbefalingerne fra Sundhedsstrukturkommissionen kommer først til juni, afslører partiformand Lars Løkke Rasmussen (M) til Moderaternes landsmøde, som blev afholdt i DGI-huset i Vejle lørdag.
"Vi venter på Sundhedsstrukturkommissionen arbejde til juni," sagde han, og i et radioprogram dagen inden, afslørede han, at det skulle være i juni inden Folkemødet på Bornholm, som starter 13. juni i år.
I foråret 2024 - det vil sige mellem marts og maj - skulle Sundhedsstrukturkommissionen ellers være kommet med sine anbefalinger, det har stået sort på hvidt i det kommissorium, som kommissionen fik af SVM-regeringen sidste år. Flere kilder har nævnt, at nu skulle det komme i april. Men nu siger dele af regeringstoppen i form af Lars Løkke Rasmussen altså, at det udskydes helt til juni.
Udsættelsen af Sundhedsstrukturkommissionen slukker alt andet lige håbet fra flere aktører om, at ældreloven i så fald bliver tænkt sammen med sundhedsområdet fra starten. Selv om ældreloven ikke er lige på trapperne, hvis regeringen vil gøre alvor af ønsket om en bred aftale, så er den alt andet lige klar før juni. Oprindeligt var det regeringens ambition at klappe den af inden påsken, men forhandlingsmøderne fredag i sidste uge og mandag i denne er blevet aflyst, hvorfor regeringen har travlt, hvis de stadigvæk vil på plads inden påske.
Seneste meldinger er dog, at forhandlingerne først kommer op i gear igen efter påske.
Ældreområdet vil spille en rolle på sundhedsområdet
Formanden for kommissionen Jesper Fisker lovede ved pressemødet sidste år i marts til NB-Økonomi, hvor kommissionen blev offentliggjort, at ældreområdet kommer til at spille en central rolle i kommissionens arbejde.
"Den del af ældreområdet, som ligger tættest på sundhedsområdet er én af de allerstørste udfordringer, vi har i sundhedsvæsenet overhovedet. Den del kommer til at spille en central rolle i hele kommissionens arbejde. For det er en væsentlig del af udfordringen i sundhedsvæsenet," sagde Jesper Fisker dengang.
Hvordan regeringen præcist vil få ældreloven tænkt ind i sundhedsområdet og omvendt ligger fortsat uklart.
Sidst opdateret: 19/03/2024 - 11:00









































