
Det vil være mere retvisende at opgøre råderummet, efter at der er taget højde for det demografiske træk, mener Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. - Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
AE: "Nettoråderum" giver et mere ærligt billede af det faktiske råderum
I en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bringes et nyt begreb på banen: "Nettoråderum". Hvis der korrigeres for det fulde demografiske træk i opgørelsen af råderummet, vil vi få et mere retvisende billede.
Udgivet: 08/03/2024
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) argumenterer i en ny analyse for, at den nuværende opgørelse af råderum er misvisende. Pointen er, at hvis en andel af råderummet ikke afsættes til at følge det demografiske træk og velstanden i samfundet, vil borgerne komme til at opleve forringelser af den offentlige service.
En mere retvisende opgørelse, som AE har døbt "nettoråderum", vil være at trække det fulde demografiske træk ud af råderummet, så det afspejler, hvad der faktisk er til rådighed til nye prioriteringer. Råderummet, opgjort brutto, kan nemlig ikke frit disponeres, uden at det har effekt på serviceniveauet.
Senioranalytiker Gustav Elias Dahl pointerer, at der ikke er tale om at lægge bånd på de politiske prioriteringer: "Politikerne vil altid kunne prioritere, som de vil. Det er kun italesættelsen, der bliver en anden".
Udfordringen er i dag, at der kan tildeles flere penge til for eksempel ældreområdet, men der vil stadig kunne opleves serviceforringelser, fordi det ikke følger med det demografiske træk.
"Det betyder en skæv forventningsafstemning, fordi befolkningen tror, at de får et løft, men oplever forringelser. Udgangspunkt i et nettoråderum vil give en mere realistisk forventningsafstemning", siger Gustav Elias Dahl.
Det aktuelle bruttoråderum er opgjort til 55,25 mia. kr. for perioden 2024-2030, mens det neutrale udgiftsbehov er opgjort til 40,5 mia. kr. i samme periode, ifølge 2030-planen. Nettoråderummet frem mod 2030 er dermed på 14,75 mia. kr., når der er afsat penge til at opretholde serviceniveauet i velfærden.
Der er altså 14,75 mia. kr. til rådighed til for eksempel nye grønne initiativer, øgede forsvarsudgifter, skattelettelser mv., hvis ikke det skal gå ud over velfærden. Og det vil nettoråderummet give et mere ærligt billede af.
AE's definition af nettoråderum
Bruttoråderummet fratrukket det neutrale udgiftsbehov = nettoråderummet
Bruttoråderummet følger den nuværende definition af det finanspolitiske råderum. Det er således det beløb, der er til rådighed til offentligt forbrug eller andre initiativer frem mod den mellemfristede tidshorisont (2030) relativt til et scenarie om nulvækst.
Det neutrale udgiftsbehov er det beløb, der skal disponeres til offentligt forbrug for at følge Finansministeriets almindelige fremskrivningsprincip for det offentlige forbrug (”det velstandskorrigerede demografiske træk”).
Nettoråderummet defineres som bruttoråderummet fratrukket det neutrale udgiftsbehov. Nettoråderummet kan dermed opfattes som det beløb, der er til rådighed frem mod den mellemfristede tidshorisont relativt til et scenarie om ”uændret serviceniveau”.
I dag er det finanspolitiske råderum defineret som den højest mulige forbrugsvækst i de offentlige budgetter relativt til et scenarie om real nulvækst. Det er således det beløb, der er til rådighed til offentligt forbrug eller andre initiativer frem mod 2030. Et scenarie med real nulvækst betyder, at det offentlige forbrug udgør en aftagende andel af økonomien over årene, som det ses af figuren herunder.
Sidst opdateret: 08/03/2024 - 11:26










































