Eksperterne til høringen om kommunal udligning med Arne Ullum og Morten Mandøe som nummer to og tre fra venstre og Susanne Ekman som nummer to fra højre.

Eksperterne til høringen om kommunal udligning med Arne Ullum og Morten Mandøe som nummer to og tre fra venstre og Susanne Ekman som nummer to fra højre. - Foto: Christina Yoon / NB-Økonomi

Mandøe: Behov for bedre sammenhæng mellem forventninger og kommunernes rammer

Flere eksperter til høringen onsdag om kommunal økonomi slår fast, at der stadigvæk er behov for at forventningsafstemme de kommunale rammer og økonomi med borgerne.

Udgivet: 28/02/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

"De fleste kan godt se, at vi bliver nødt til at få en bedre sammenhæng mellem forventninger og de rammer, der bliver stillet til rådighed," siger Morten Mandøe, der er cheføkonom hos KL, til NB-Økonomi efter en åben høring arrangeret af Indenrigsudvalget onsdag formiddag på Christiansborg.

Mandøe var nemlig langt fra den eneste ekspert i panelet til høringen, der tog forventningsafstemning op i sit korte indlæg på ti minutter. Susanne Ekman, lektor på RUC var inde på samme emne.

”Vi har afviklet det man kalder et prioriterings- og afvejningssprog. Vi giver ikke rygstød til medarbejderne, og vi afstemmer ikke med borgerne. Vi skal genopfinde vores sprog, så vi tydeliggør, at velfærd altid består af dybt svære prioriteringer mellem ting, vi alle gerne vil have, men ikke alle kan få,” siger Susanne Ekman i sit oplæg til høringen.

Høringen handlede bredt set om den kommunale økonomi. Omkring halvdelen af tiden handlede høringen om den problematik, som fire borgmestre havde rejst med, at udligningssystemet skævvrider.

Men forventningsafstemning med borgerne fyldte også en del, hvilket er interessant, da netop retorikken om forventninger har fyldt de seneste år i økonomiaftalerne. Eksempelvis har Konservative i KL ikke villet stemme for en økonomiaftale de seneste år med henvisning til manglende og uklar forventningsafstemning.

Chefredaktør Arne Ullum på NB-Økonomi mener, at man bør binde en reform af udligningssystemet sammen med forventningsafstemningen.

”Der er brug for en grundlæggende reform af udligningssystem, så systemet afspejler udgiftsbehovet. Så bliver det tydeligt hvilke forskelle i skat og service, der skyldes christiansborgbeslutninger, og hvilke forskelle der skyldes lokale valg som ældrepleje versus sportsudgifter eller lavere skat,” siger Arne Ullum i sit oplæg til høringen.

Lakmusprøven bliver den fortsatte dialog om service

Morten Mandøe mener, at den helt store lakmusprøve bliver, om det er muligt at fortsætte en dialog om, hvad der kan forventes af service i kommunerne.

"Kan vi blive ved med at have den gode samtale, vi har lige nu, om hvad det er, man kan forvente som borger - også når de svære sager opstår, og der skal træffes svære beslutninger. Kan vi så opretholde den gode dialog om, hvad er det for et serviceniveau, vi kan forvente," siger han.

Det er Arne Ullum meget enig i. Han tilføjer, at de seneste års økonomiforhandlinger ikke primært har handlet om penge. Det er en politisk beslutning, om der skal flere eller færre penge til kommunerne, slog han fast til høringen, mens han kiggede over på folketingsmedlemmerne, der sad overfor til høringen.

"Kommunernes økonomiske problemer handler derfor per definition ikke om penge - men derimod om en ærlig forventningsafstemning mellem Folketinget og borgerne," slår Arne Ullum fast.

Sidst opdateret: 28/02/2024 - 13:02

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]