Mogens Pedersen (t.v.), Ulrik Andersen og Flemming Storgaard (t.h.), kommunaldirektører i henholdsvis Varde, Thisted og Ikast-Brande kommuner, er alle begyndt at forholde sig til kunstig intelligens. De er dog ikke helt enige om, hvor stor betydning det vil få på den korte bane i deres kommuner.

Mogens Pedersen (t.v.), Ulrik Andersen og Flemming Storgaard (t.h.), kommunaldirektører i henholdsvis Varde, Thisted og Ikast-Brande kommuner, er alle begyndt at forholde sig til kunstig intelligens. De er dog ikke helt enige om, hvor stor betydning det vil få på den korte bane i deres kommuner. - Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix og Ikast-Brande Kommune

Kommunaldirektører: AI kan frigøre ressourcer i administrationen

52 ud af 58 kommunaldirektører mener, at kunstig intelligens kan frigøre ressourcer i kommunens administration, viser ny undersøgelse fra Dansk Erhverv. NB-Økonomi har spurgt kommunaldirektørerne, hvor AI kan frigøre ressourcer.

Udgivet: 22/02/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Langt de fleste kommunaldirektører har, ifølge en spørgeskemaundersøgelse udsendt af Dansk Erhverv, svaret, at kunstig intelligens (AI) kan frigøre ressourcer fra den kommunale administration.

"Vi ser kun lige starten af kunstig intelligens lige nu, men jeg tror, at der over de kommende tre til fem år vil være en række administrative opgaver, som vil blive løst med AI. Det kan være til ensartede opgaver, men det kan også være til informationsindhentning. Indsamling af viden vil kunstig intelligens i høj grad overtage, hvorimod anvendelse af viden stadigvæk vil blive løst af mennesker," siger kommunaldirektør Mogens Pedersen i Varde Kommune til NB-Økonomi.

58 kommunaldirektører har svaret på spørgsmålet, og 52 mener ligesom Mogens Pedersen, at der kan frigøres ressourcer i administrationen i nogen eller høj grad. Mogens Pedersen er blandt dem, der har svaret, at det i høj grad vil frigive ressourcer.

Hvis svarene er repræsentative for hele landet, betyder det, at 90 procent af landets kommunaldirektører er enige om, at AI får den betydning. 33 procent har i så fald svaret, at det i høj grad vil frigive ressourcer til administration, hvor 57 procent svarer i nogen grad. Kun ni procent svarer i mindre grad og to procent har svaret "ved ikke".

Svarene er interessante, fordi kommunerne og regionerne de kommende år frem mod 2030 er blevet pålagt af SVM-regeringen at spare samlet set tre mia. kr. på netop administration.

Kommunaldirektør i Ikast-Brande Kommune er helt på linje med Mogens Pedersen.

"Jeg tror ikke, at kunstig intelligens er en døgnflue, jeg tror, det er noget, der er kommet for at blive. Der hvor jeg kan se, det kan anvendes på sigt kan være kørsels- og vagtplanlægningen i ældreplejen, skoleskemaer i skolen og busruter. Det vil sige alle de steder, hvor der er stor kompleksitet, som vi bruger forholdsvis lang tid på," siger Flemming Storgaard fra Ikast-Brande.   

I Varde Kommune bruger man allerede så småt AI til at løse enkelte opgaver.

"Vi bruger det struktureret på nogle af vores faktureringsopgaver. Vi bruger det også rundt i organisationen, men lidt ustruktureret til at hente information," siger Mogens Pedersen.

Kunstig intelligens vil tage tid

Der er dog også kommunaldirektører, der er mere skeptiske over, hvor meget AI kan frigøre af ressourcer på det administrative område.

Ulrik Andersen, der er kommunaldirektør i Thisted Kommune, har svaret på Dansk Erhvervs spørgeskema, at AI i mindre grad vil frigøre ressourcer.

"Det afhænger selvfølgelig af hvor stor en effekt, man forventer af brugen af kunstig intelligens. Min erfaring siger mig, at når der kommer nye teknologier - som bliver meget hypet - så har vi en tendens til at overvurdere effekten af det. Der har været tal ude, som viste, at man kunne spare 100 mia. kr. i den offentlige sektor på kunstig intelligens. Jeg synes, jeg har set den slags før," siger Ulrik Andersen.

"Selvfølgelig får kunstig intelligens en betydning, men som regel tager nye teknologier lang tid, og det har ikke helt den effekt, som vi går og forventer." 

I en artikel i Akademikerbladet sættes professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh også spørgsmålstegn ved et effektiviseringspotentiale på 100 mia. kr. Det svarer til langt flere end alle administrative medarbejdere i den offentlige sektor.

Vigtigt ikke at sakke bagud

Morten Jung, der er markedschef i Dansk Erhverv, er enig med Ulrik Andersen i, at kunstig intelligens stadigvæk er et nyt værktøj. Men han understreger over for NB-Økonomi, at det er vigtigt, at vi i Danmark ikke sakker bagud, når det kommer til AI og den offentlige sektor.

”Mange af kommunaldirektørerne tror på, at AI kan frigøre ressourcer fra administration, men det skal også ses i det lys, at vi i forvejen bruger mange penge på administration. Så der er nogle lavthængende frugter at tage fat på allerede nu, selvom vi selvfølgelig er klar over, at det kan være vanskeligt i starten," siger Morten Jung og tilføjer:

"Svarene peger også på, at der er et potentiale for produktivitetsforbedringer med brugen af AI, og det er der i den grad også behov for. Produktiviteten i den offentlige sektor træder vande, og med de massive udfordringer, vi står overfor på samfundsplan, er der brug for mere effektive arbejdsprocesser. Her er AI et oplagt værktøj at udforske potentialet af."

Selvom Ulrik Andersen umiddelbart er skeptisk overfor, hvor meget AI kommer til at fylde de kommende år i kommunerne, så mener han stadigvæk, at ledelsen i kommunen skal klædes ordentlig på til at håndtere den udvikling, der unægtelig er på vej. Derfor har han planer om, at kommunen skal have en AI-strategi i løbet af de kommende 12 måneder.

Fik du læst?

De fleste kommunaldirektører vil udarbejde AI-strategi det kommende år

Sidst opdateret: 23/02/2024 - 08:47

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]