Flere ældre frem mod 2030 betyder, at udgifterne vil stige med 22 mia. kr. ifølge Finansministeriets beregning af det demografiske træk.

Flere ældre frem mod 2030 betyder, at udgifterne vil stige med 22 mia. kr. ifølge Finansministeriets beregning af det demografiske træk. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sådan beregnes det demografiske træk

Nye tal fra Finansministeriet viser, at det demografiske træk fra de 80+ årige frem mod 2030 udgør næsten 22 mia. kr. Læs her, hvorfor kommunerne kun får en del af det beløb, og hvordan det demografiske træk beregnes.

Udgivet: 02/02/2024

Pia Paarup Krebs

Redaktør

Del artiklen:

Det demografiske træk for de 80+ årige frem mod 2030 overstiger det samlede træk på 19,75 mia. kr. med 2 mia. kr. Det hænger sammen med, at trækket fra børn og unge (op til 20 år) er næsten neutralt, og trækket fra aldersgruppen ind imellem, især de 45-59 årige, er faldende. Tallene fremgår af et svar fra Finansministeriet til Samira Nawa (R).

Der henvises jævnligt i forbindelse med fx økonomiforhandlinger til det demografiske træk, fordi det fortæller, hvor meget der skal afsættes, for at der kan leveres en offentlig service, der i kroner og ører svarer til udgiftsniveauet pr. bruger i dag. Tallet på 19,75 mia. kr. svarer i 2024-pl til de 19 mia. kr. i 2023-pl fra 2030-planen.

NB-Økonomi er dykket ned i tallene, og du kan her læse, hvad der ligger bag de store tal.

Aldersgruppernes betydning for det demografiske træk

Det demografiske træk beregnes inden for en række velfærdsydelser, fx undervisning og sundhed, som den gennemsnitlige udgift i en årgang og fremskrevet med befolkningsprognosen. I tabellen længere nede i artiklen kan du se gennemsnitsudgiften pr. borger på undervisning, sundhed, social beskyttelse (bl.a. daginstitutioner) samt kultur og fritid fordelt på 5-års aldersintervaller.

I figuren nedenfor dekomponeres det samlede demografiske træk frem mod 2030 på aldersgrupper, dvs. for hvert aldersinterval sammenholdes trækket på den offentlige sektor i 2030 med trækket i dag. Tallene afspejler således befolkningsprognosen, hvor ældre kommer til at udgøre en større andel af befolkningen end i dag.

Der er i beregningen af det samlede demografiske træk indlagt en forudsætning om delvis "sund aldring", altså at der med stigende levetid vil være en faldende andel af en årgang, der er i sidste leveår (hvor sundhedsudgifterne i gennemsnit er højest).

Gennemsnitsudgift i beregningen af det demografiske træk

En række af de offentlige ydelser kan med stor sikkerhed henføres til den enkelte borger, fx hospitalsbehandling og børnepasning, og derfor kan udgifterne fordeles på de rigtige aldersgrupper. Kultur og fritid og såkaldt kollektivt forbrug, fx forsvar og politi, fordeles blot ud over alle borgere, og enhedsbeløbet er derfor det samme for alle aldersintervaller.

Undervisning fylder ikke overraskende klart mest for de unge, mens udgifterne til sundhed er stærkt voksende fra 70 år og op.

"Memoposten" i bunden af tabellen er folketallet i hver aldersgruppe.

Forskel i forhold til enhedsbeløb i kommunale tilskud

Tallene kan sammenholdes med enhedsbeløbene, der indgår i Meddelelse om kommunale tilskud og udligning. Et negativt tal i tabellen betyder, at enhedsbeløbet i det kommunale tilskud ligger lavere end i Finansministeriets regenstykke.

Forskellene mellem de to opgørelser afspejler blandt andet, at udgifterne inden for både undervisning og sundhed også ligger i staten og regionerne. Enhedsbeløbene i det kommunale tilskud er desuden budgettal, mens Finansministeriets tal er de faktiske udgifter i 2022 på de relevante områder, opskrevet til 2024-pl.

Det skal bemærkes, at aldersintervallerne ikke stemmer helt overens mellem de to opgørelser, idet der er færre grupperinger i de kommunale enhedsbeløb. For eksempel er aldersgruppen 0-19 årige i relation til de kommunale tilskud delt op i tre intervaller: 0-5 årige, 6-16 årige og 17-19 årige.

Det fulde svar fra Finansministeriet kan ses her.

Sidst opdateret: 02/02/2024 - 12:21

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]