
Finansministeriet garanterer nu, at regeringen ikke vil kræve fremrykning af de administrative besparelser i kommuner og regioner for at finansiere fremrykning af lønløft i trepartsaftale. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Løfte til kommuner: Fremrykket lønløft udløser ikke ekstra administrative besparelser
Finansministeriet garanterer nu, at de planlagte kommunale og regionale besparelser på administrationen ikke vil blive fremrykket for at dække manko ved fremrykningen af lønstigninger i trepartsaftale.
Udgivet: 07/12/2023
Finansministeriet giver nu kommunerne og regionerne en garanti for, at de ikke kommer til at skulle fremrykke de planlagte administrative besparelser for at dække det hul, som er opstået, efter at trepartsaftalen rykkede lønstigninger til en række offentligt ansatte frem fra 2030 til 2026.
"I årene frem mod 2030 håndteres indfasningen af lønløftet i det udgiftspolitiske råderum og inden for rammerne af regeringens 2030-plan. Fremrykningen af lønløftet fra 2030 til 2026 vil ikke få betydning for indfasningen af de planlagte administrationsbesparelser," oplyser Finansministeriet til NB-Økonomi.
Regeringen har hele tiden sagt, at de ekstra lønstigninger skulle finansieres af administrative besparelser i kommuner og regioner på tre milliarder kroner frem mod 2030. Allerede i 2024 blev en tredjedel af besparelserne gennemført, og derfor har det været forventningen, at de resterende to milliarder ville blive gennemført over de kommende fem-seks år. Ministeriets svar giver umiddelbart ingen grund til at ændre den forventning.
KL nedlagde veto mod kobling af besparelser og lønløft i trepart
Selvom regeringen hele tiden har fastholdt, at nettoudgiften til treparten på tre milliarder kroner skulle finansieres af administrative besparelser i kommuner og regioner, så nedlagde KL ganske enkelt veto mod, at den kobling fremgår af teksten i trepartsaftalen.
Ifølge NB-Økonomis oplysninger skyldes det, at KL vil protestere mod yderligere administrative besparelser, når regeringen og KL til foråret skal forhandle økonomiaftale for 2025.
Centralt i konflikten er, at kommunerne med de pålagte besparelser i 2024 vil have reduceret en tredjedel af væksten i deres administrative omkostninger siden 2011, mens regeringen med den planlagte besparelse på 400 millioner i statens administrative omkostninger har reduceret meget mindre.
Modsat fremgår det af svaret fra Finansministeriet, at regeringen i økonomiforhandlingerne vil stå fast på de samlede administrative besparelser på tre milliarder kroner i kommuner og regioner.
"Lønløftet skal frem mod 2030 modsvares af besparelser på kommuners og regioners udgifter til administration. I forbindelse med økonomiaftalen for 2024 med kommuner og regioner er den første besparelse på 1 mia. kr. fra og med 2024 aftalt," hedder det i svaret fra ministeriet.
Sidst opdateret: 07/12/2023 - 13:35










































