
Pernille Vermund fra Nye Borgerlige brugte finanslovsforhandlingerne til at sikre 100.000 kroner til etablering af en patientforening for Endometriose. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Kommentar: Sognerådspolitik er flyttet fra kommunerne til Christiansborg
Landets fremmeste politikere i Folketinget har brugt tid på at diskutere bevillinger helt ned til 100.000 kroner i årets finanslovsforhandlinger. Rendyrket sognerådspolitik, skriver chefredaktør Arne Ullum i denne kommentar.
Udgivet: 28/11/2023
Dagens aftale om finansloven afslører, at sognerådspolitikken med fuld styrke er rykket ind på Christiansborg. Landets fremmeste politikere har således brugt de seneste uger på at strides om, hvorvidt Patientforeningen Endometriose Fællesskabet og Flagdagsmagasin for Danmarks Udsendte hver skulle have 100.000 kroner, eller hvorvidt K-7 Syv Dages Kultur, Den Sønderjydske Kirkegaard, Fiskeriets Hus, Landdistrikternes Fællesråd og Sammenslutningen af Danske Småøer hver skulle have 500.000 kroner.
Paradoksalt nok sker det samtidig med, at mange kommunalbestyrelser har gjort op med netop sognerådspolitikken. Det er sket, fordi hele systemet med, at hvert kommunalbestyrelsesmedlem blot fokuserede på at varetage små lokale særinteresser, ganske enkelt stod i vejen for langsigtede reformer og udviklingsplaner.
Men efter landets borgmestre nu er ved at få has på sognerådspolitikken, som har blokeret for store og vigtige reformer til gavn for borgerne i mange kommuner, så har Christiansborg ikke blot overtaget sognerådspolitikken, men overgået den.
100.000 kroner til den Sønderjydske Kirkegaard og Patientforeningen ville forholdsmæssigt svare til, at der i en kommunal budgetaftale indgik foreninger, som skulle have en bevilling på 1.000 kroner, så et byrådsmedlem med ensidig fokus på lokale særinteresser kunne høste anerkendelse hjemme i sit bagland.
Og næsten værre endnu; politikerne brugte taletid på deres store sejre i 100.000 kroners klassen ved dagens doorstep (slang for et planlagt pressemøde, som afholdes under fuldstændigt kaotiske forhold).
"Nu er det trods alt lykkedes at få nogle penge afsat til, at den patientforening, der er for endometriose, altså endometriosefællesskabet, får lidt hjælp, så de kan komme i gang," sagde en stolt Pernille Vermund fra Nye Borgerlige.
Send folketingspolitikere i praktik i kommunerne
Når man ser på den reformorienterede og visionære budgetproces, som har kørt i kommuner som eks. Frederikshavn, Varde og Næstved, så fristes man til at komme med et billigt, men vigtigt forslag: Send landets finansordførere og partiformænd på kursus i de mange kommuner, som i dag i budgetprocessen har fokus på langsigtede reformplaner i stedet for småkrejleri om valgflæsk, der kan kastes ud til snævre særinteresser.
Rejseudgifterne er begrænsede, og jeg gætter på, at det ikke kræver en lang forhandling med KL at tilbyde den slags kursusophold helt gratis.
Man kan faktisk heller ikke helt udelukke, at det ville påvirke Christiansborg-politikerne at opleve dele af det danske demokrati, hvor man prioriterer de store væsentlige problemer frem for symbolpolitik og valgflæsk.
Fakta: Her er listen af småbevillinger på under fem millioner kroner
Sidst opdateret: 28/11/2023 - 11:37









































