Borgmesteren på Lolland, Holger Schou Rasmussen (S), taber på både gynger og karusseller når det gælder selvbudgettering

Borgmesteren på Lolland, Holger Schou Rasmussen (S), taber på både gynger og karusseller når det gælder selvbudgettering

Borgmestre i vildrede om selvbudgettering

Landets borgmestre står med en stor udfordring op til de endelige budgetvedtagelser: Skal de gå med selvbudgettering til næste år eller ej?

Udgivet: 28/09/2023

Jørgen Andresen

Journalist

Del artiklen:

Det er sjældent det helt store tema, om man i den enkelte kommune vil selvbudgettere eller ej. Men i år er antallet af kommuner, der alvorligt overvejer det, eksploderet.

På mødet i Kommunernes Landsforening mellem alle borgmestrene (B98) i tirsdags viste det sig, at i hvert fald halvdelen af kommunerne i år overvejer selvbudgettering, en kraftig stigning fra de omkring ti kommuner, der traditionelt går den vej.

Det forhold har kastet en række kommuner, der traditionelt ikke selvbudgetterer, ud i store overvejelser.

Blandt dem er Næstved Kommune, hvor borgmester Carsten Rasmussen (S) er i syv sind.

"Hvis jeg skulle tage stilling lige nu, ville det nok blive et ja. Men jeg har sjældent været så meget i tvivl, så beslutningen bliver først taget ved vores endelige budgetvedtagelse 10. oktober", siger han.

Den dag vil han sidde bag skrivebordet og holde sig opdateret på, hvad de andre kommuner gør. Jo flere der vælger selvbudgettering, desto større incitament vil der være for Næstved til også at gøre det.

På Lolland står borgmester Holger Schou Rasmussen (S) med to rigtigt dårligt muligheder. Uanset hvilken han vælger, taber kommunen penge.

"Den billigste løsning er at selvbudgettere. Ifølge vores beregninger vil vi tabe omkring 18 mio. kr. på det. Går vi med statsgarantien, taber vi 33 mio. kr., så ja, vi vælger nok selvbudgettering," siger han.

Han peger på, at den voldsomme vækst i antallet af kommuner, der vælger selvbudgettering, kan medføre en ren massakre for de sårbare kommuner.

"Jeg mener ikke, at nogle kommuner skal ende med at tabe på, at statsgarantien ikke er blevet tilpasset," påpeger Holger Schou Rasmussen. Kommunens endelige budgetvedtagelse ligger 12. oktober.

På Langeland er Tonni Hansen (SF) mere fast i kødet - han vil ikke løbe risikoen for en økonomisk kindhest frem mod 2027.

"Den risiko vil vi ikke løbe, også selv om vi ved, at vi kun kan tabe på ikke at gøre det," lyder hans vurdering.

Imens går Slagelses borgmester Knud Vincents (V) rundt om sig selv i et forsøg på at finde den rigtige løsning for kommunen.

"Det er jo en risikovurdering for kommunen. Vores udfordring er, at hvis mange selvbudgetterer, og vi ikke gør det, så taber vi på det", siger han.

Derfor har Knud Vincents indkaldt alle i byrådet, også dem der står uden for budgetforliget, til en diskussion om udfordringerne i næste uge, hvorefter man tager en beslutning. Slagelses endelige budgetvedtagelse ligger allerede 9. oktober.

Sidst opdateret: 28/09/2023 - 13:48

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

Danmarks førende nicheportal inden for økonomisk politik. Portalens formål er at sikre aktørerne i den økonomiske politik substantiel information om finanspolitik, offentlig økonomi og pengepolitik.

Læs mere om NB-Økonomi her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]